Afgrødepriserne korrigerer ned

Tirsdagens WASDE-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium over den globale afgrødeforsyning var som beskrevet i torsdagsudgaven af Effektivt Landbrug samlet set prisneutral. Alligevel korrigerer afgrødepriserne i nedadgående retning. Herunder også prisen for sojabønner.

Tirsdagens WASDE-rapport over den globale afgrødeforsyning var ventet i spænding. Men samlet set var rapporten ikke specielt overraskende. Derimod var den stort set prisneutral.

Isoleret set var rapporten komplet prisneutral for sojabønner. Meget usædvanligt ramte estimaterne fra det amerikanske landbrugsministerium præcis de forventninger, der lå i markedet forud for rapportens offentliggørelse.

Det amerikanske slutlager med sojabønner for sæsonen 2020 og 2021 blev estimeret til 120 millioner bushels. Det var godt nok en nedskrivning i forhold til estimatet fra sidste måned, der lå på 140 millioner bushels. Men det var nøjagtigt på linje med den forventning, der var i markedet.

Sojaproduktion i Sydamerika

Den sydamerikanske sojaproduktion blev holdt uforandret i forhold til estimaterne i rapporten fra januar måned, hvilket ligeledes var på linje med de forventninger, der lå i markedet, inden rapporten blev offentliggjort. Således estimeres den brasilianske sojaproduktion fortsat til at blive på 133 millioner tons, mens den argentinske sojaproduktion forventes at ende op på 48 millioner tons.

Det globale lager med sojabønner blev skrevet ned fra 84,3 millioner tons i sidste måned til et nyt estimat på 83,4 millioner tons. Det var også lige nøjagtigt, hvad markedet havde sat næsen op efter.

Så alt i alt var der tale om en prisneutral rapport for sojabønner.

Tyren mangler foder

Som jeg nævnte i torsdagsudgaven af Effektivt Landbrug, var rapporten lidt af en blandet landhandel. Estimaterne for majs var prissvage set i forhold til de forventninger, der lå i markedet, og estimaterne for hvede var prisstærke. Derfor var rapporten overordnet set prisneutral.

Men selvom rapporten var prisneutral, så er afgrødepriserne hen over en bred kam begyndt at falde. Hvordan kan det være? Forklaringen herpå er, at vi befinder os i det, man kalder for et bull-marked for afgrøder. På dansk kalder vi det tyrens marked. Det er et symbol for en tyr, der stanger priserne op.

Når vi befinder os i et sådant marked, skal tyren hele tiden fodres med prisstærke informationer, for at den kan stange afgrødepriserne yderligere opad. Den information kunne det amerikanske landbrugsministerium ikke levere til tyren med denne måneds WASDE-rapport over den globale afgrødeforsyning.

Netop derfor ser vi et afgrødemarked, der sætter sig i pris, til trods for at rapporten i virkeligheden ikke var prissvag.

Ikke en stor nedtur

Er det så et tegn til, at afgrødepriserne nu igen skal falde til jorden? Nej det er det absolut ikke. Det, vi står overfor på afgrødemarkedet lige nu, er blot en naturlig nedadgående priskorrektion ovenpå mere end et halvt år med kraftig og konstant optur.

Det er klart, at der under sådan en optur vil komme korrektioner i nedadgående retning. Blandt andet fordi de store spekulative kapitalfonde i USA tager profit hjem, med udgangspunkt i en WASDE-rapport som den, vi fik serveret i indeværende uge.

Fundamentalt set kan vi dog blot fortsat konstatere, at efterspørgslen efter afgrøder og især sojabønner og majs er stor fra kinesisk side.

Vi kan også konstatere, at afgrødelagrene i USA såvel som på globalt plan er for nedadgående. Derfor peger pilen fortsat op for afgrødepriserne på den lange bane.

Vi må blot afvente nye prisstærke informationer, der kan fodre tyren til igen at stange afgrødepriserne op imod de prisrekorder, afgrøderne ramte tilbage i 2012.

Læs også