Markedsnoter: Aktivister får 47.500 kroner i bøder efter aktion

De 19 aktivister fra Greenpeace, der tirsdag morgen trængte ind på Vanløsegården i landsbyen Vanløse mellem St. Merløse og Nyrup, får nu hver især en bøde på 2.500 kroner. I alt 47.500 kroner.

Det oplyser Sjællandske.dk.

Aktivisterne kravlede blandt andet op på et tag og spændte et banner ud med påskriften »Stop svineriet«.

Politiet mødte op og overvågede dem. Samme formiddag forsvandt aktivisterne igen. Derefter blev de sigtet for at krænke husfreden, oplyser politiet til Dagbladet Ringsted og Sjællandske.

Partier overvejer blødere klimakrav til landbruget

Klimarådet fraråder politikerne at lovgive om klimakrav til specifikke sektorer, og derfor er flere partier nu klar til at mindske kravene til landbruget. Det skriver dagbladet Børsen.

- Det gode argument for sektormål er selvfølgelig, at så sætter man pres på præcist den sektor, og man kan vurdere præcist rammende virkemidler. Argumentet imod er, at det ikke nødvendigvis er den mest rationelle måde at gøre det på, har klimaminister Dan Jørgensen (S) udtalt, skriver avisen.

Anbefalingerne fra Klimarådet får både SF, Enhedslisten og regeringspartiet Socialdemokratiet til at erklære sig åbne for at lytte mere til Klimarådet, selvom partierne vil have reduktionsmål for landbruget.

Majs fik tæv efter Wasde-rapport

Torsdag kom den seneste Wasde-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium på gaden, og den var prisnegativ, hvilket fik betydning for majspriserne, Det fremgår af Jyske Markets markedskommentar.

Således faldt prisen med 3,5 procent, efter at Wasde-rapporten afslørede, at den amerikanske majseksport har fået en meget dårlig start i år.

- Såvel eksportsalget som eksportinspektionerne er 65% lavere end samme tid sidste år. Eksporttempoet er presset af mere konkurrencedygtige priser ud af Ukraine og Sydamerika, og gårsdagens inspektioner viste ikke megen anderledes tendens. Her landede de ugentlige amerikanske majssalg på blot 284.500 tons, mod ventet mellem 400.000-800.000 tons, skriver Jyske Markets.

Fremadrettet er udsigterne for den amerikanske majs ikke meget bedre. Nye forsyninger af afgrøden fra Sydamerika vil yderligere presse de amerikanske priser i starten af 2020, ifølge analysen.

Storbyer vil skære kødforbruget ned

Ved det igangværende klimamøde C40 i København har i alt 14 storbyer underskrevet en deklaration om at reducere mejeri- og kødforbruget. Det skriver FødevareWatch med Information som kilde.

Det er byer som Barcelona, Los Angeles, Stockholm og Tokyo, der har skrevet under på en deklaration om at nedbringe kød- og mejeriforbruget i de offentlige køkkener.  Fra 2030 må de offentlige diæter således ikke indeholde mere end 300 gram kød og 250 gram mælkeprodukter om dagen pr. borger.

- Hvis 2020'erne skal være et klimaårti, så skal vi også se ud over de sædvanlige syndere som transportsektoren og afskovning. Det handler om, hvordan vi lever, og hvad vi spiser. Alt for ofte bliver fødevarerne overset, men ikke her blandt os, siger Los Angeles borgmester, Eric Gacetti, der også er blevet udnævnt som formand for C40-samarbejdet, ifølge Information.

Nyt center til behandling af udsæd

Corteva Agriscience annoncerer nu planer om at åbne et center for behandling af udsæd.

Centeret skal åbne i Aussonne i Sydvestfrankrig i slutningen af næste år og bliver dermed ifølge Corteva det første i Europa og det tredje på verdensplan.

Corteva tilbyder en palette af behandlinger til udsæd, der indebærer direkte bejdsning af frøet, hvilket inkluderer Lumiposa- og Lumivia-bejdse mod insekter, og Lumisena- og Lumiflex-bejdsning mod sygdomme.

- Efter annonceringen af det strategiske partnerskab mellem det finske Pro Farm Technologies Ltd og Corteva Agriscience vil vi desuden kunne tilbyde behandling af udsæd med biologiske produkter baseret på Pro Farms registrerede teknologier, lyder det fra Corteva.

- Corteva Agriscience er dedikeret til udvikling. Det er derfor, vi investerer mere end 5 millioner euro i dette projekt som en del af vores arbejde for at kunne tilbyde bedre løsninger, lyder det fra det globale, børsnoterede selskab.

Kina importerer danske søer

Den kinesiske svineproducent, C.P. Pokphand, har været på indkøb i Danmark. Nærmere betegnet har selskabet købt 906 danske avlssøer fra DanBred for at kunne øge sin produktion trods de kinesiske problemer med afrikansk svinepest.

Ifølge Reuters Bureau har Kina importeret levende dyr fra Danmark til en værdi af cirka 3 millioner dollars i august måned.

 

Læs også