Nord-West-noteringen steg i går med 1,50 euro til 71,00 euro. Nord-West-noteringen for 8-kilos grise steg i går med 0,90 euro til 46,60 euro, oplyser Danske Svineproducenter.
- Udbuddet på det tyske smågrisemarked er fortsat ikke tilstrækkeligt til at dække den gode efterspørgsel. Som følge heraf stiger de fleste smågrisenoteringer igen, men i mindre omfang end i de foregående uger. Det virker som om, markedet leder efter en stabil ligevægtspris for de kommende uger, hvor prisfastsættelsen for mange noteringer udsættes. De fleste tyske omsættere regner i hvert fald med en svagere efterspørgsel og stabile priser på smågrisemarkedet hen over jul og nytår, lyder det fra Danske Svineproducenter.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West-noteringen i næste uge vil være uændret 71,00 euro (566 kr. inkl. vægtregulering).
Markedssituation i balance
Meget tyder på en markedssituation i balance på det tyske slagtesvinemarked, vurderer Danske Svineproducenter.
- Mens den tyske interesseorganisation ISN beretter om, at alle slagteklare grise p.t. kan afsættes uden større problemer, skriver slagteriet Tönnies, at virksomheden ikke mangler slagtesvin for tiden. Med hensyn til de kommende helligdage, skal man have i mente, at der kan opstå lidt prispres på grund af de manglende slagtedage, skriver producentforeningen og fortsætter:
- Efter de store prisstigninger i de seneste uger giver priserne på kødmarkedet lidt efter. Prisen for hele slagtekroppen er faldet med 1 cent i den seneste slagteuge. Slagteriet Tönnies fremhæver, at forædlingsindustrien nu er dækket ind med svinekød til jul. Desuden er eksportaktiviteterne i forbindelse med det kinesiske nytår afsluttet. Åbenbart er efterspørgslens (foreløbige) højdepunkt overskredet.