Hvedeprisen på MATIF ser ud til at lukke ugen med et afgørende opadgående brud af nogle vigtige prisniveauer. Det betyder, at hvedeprisen nu endegyldigt er tilbage i stigende tendens og at det derfor stadig er en god idè, at være afventende med salg.
De seneste tre år har der været rigeligt med hvede tilgængeligt ude på verdensmarkedet, til at dække en ellers kraftig stigning i den globale efterspørgsel. Som jeg beskrev det forleden, så stiger forbruget af hvede kraftigt på globalt plan og det betyder, at den globale hvedeproduktion år efter år, skal slå nye rekorder, for at den samlede globale forsyning af hvede ikke skal svinde ind og hvedeprisen dermed gå i vejret. Det ser dog ikke umiddelbart ud til, at vi i 2020 vil komme til at opleve nye produktionsrekorder på hvedemarkedet. I det mindste ikke her i Europa, hvor store mængder af nedbør har forsinket såning af hvede og resulteret i det, der indtil videre er en dårlig hvedekvalitet. Tidligere på ugen kunne jeg således rapportere om en kraftig nedgang i den franske hvedekvalitet, som en konsekvens af det våde efterår i det meste af Europa.
Efter sommerens flotte europæiske hvedehøst, blandt andet i Frankrig, der er Europas største hvedeproducent, har det våde efterår fået den betydning, at kvaliteten for fransk hvede i denne uge er blevet nedskrevet ret så kraftigt. Blot 78 procent af den franske hvede vurderes således til at være i bedste kvalitetskategori imod 84 procent ugen forinden.
Nedgang i udbuddet af hvede i 2020?
Det er som sagt ikke kun i Frankrig at det våde efterår har ramt hvedekvalitet og hvedesåning hårdt. Det samme har været tilfældet i det meste af Europa, samt i England. Kigger vi over på den anden side af kloden mod Australien, der ikke kun er en stor hvedeproducent, men også er en stor spiller på eksportmarkedet for hvede, så tegner høsten af hvede heller ikke for godt. Down under er det dog ikke nedbør der driller, men derimod en ekstrem tørke. Det tyder med andre ord lige nu på, at vi i 2020 vil se en udbudssituation der strammer til for hvede, mens vi stadig kan forvente et stigende forbrug.
Hvedeprisen bryder loftet
Konsekvensen heraf ser nu også i prisudviklingen for hvede på den ledende europæiske afgrødebørs MATIF. Her er hvedeprisen i løbet af de seneste to uger gået fra et lavpunkt i 177 euro til en aktuel pris på 183,25 euro pr. ton. Dermed har hvedeprisen på MATIF lige netop brudt med et afgørende prisniveau i opadgående retning i 182,25 euro pr. ton.
Med dette opadgående brud har vi nu endegyldigt fået bekræftet den optur, der satte ind tilbage i september måned, hvor hvedeprisen var nede og runde blot 157 euro. Set ud fra et rent teknisk perspektiv, så betyder denne uges opadgående brud, at hvedeprisen nu har mulighed for at bevæge sig tilbage i området omkring 200 til 220 euro.
Det betyder samtidig at jeg har fået bekræftet min anbefaling ligeledes fra september måned, om at være afventede med salg af hvede. Det tegner nemlig på, at vi vil se en hvedepris der i første halvdel af 2020 skal godt op i grafen. Samtidig er det et signal til købere, om at slå til med langsigtet inddækning nu.
Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen