Kina har forbudt import af svinekød fra Danish Crowns slagteri i Sæby på grund af corona.
Kød fra Danish Crowns slagterier i Ringsted og Sæby kan ikke længere eksporteres til Kina. Det er facit, efter at de kinesiske myndigheder på grund af coronasmitte har valgt at lukke for kød derfra. Det skriver Finans.dk, og Fødevarestyrelsen har siden bekræftet oplysningerne.
Det er et stigende smittetryk i det nordjyske, der er årsag til den kinesiske beslutning. Tidligere på året har slagteriet været ramt af få tilfælde af coronasmitte blandt medarbejderne, men selv om Danish Crown har gennemført tests blandt medarbejderne, har kineserne alligevel truffet beslutningen på grund af den generelle coronasituation i området.
- Det er desværre en af konsekvenserne af Covid-19-pandemien. Vi gør alt, hvad vi kan for hurtigst muligt at få genåbnet eksporten fra de to slagterier til Kina, men derudover har vi ingen kommentarer, siger pressechef i Danish Crown, Jens Hansen, til Finans.dk.
Vigtigste marked
De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at der i de sidste syv dage har været et incidenstal på 49 coronasmittede pr. 100.000 indbyggere i Frederikshavn Kommune, som Sæby hører under, mens det tilsvarende tal for nabokommunen Brønderslev er på hele 154 pr. 100.000 indbyggere.
Den kinesiske beslutning er en streg i regningen for Danish Crown. Således har de seneste tal for den danske svinekødseksport vist, at Kina har overtaget Tysklands position som det vigtigste eksportmarked for dansk svinekød. I de første syv måneder har Kina hjemtaget 28,6 procent af den danske svinekødseksport.
hka