Det er ikke kun i USA de oplever stigende efterspørgsel efter afgrøder til eksport. Det samme gør Frankrig og Europa i sin helged. Det kan gå hen og sætte skub i blandt andet hvedeprisen i ikke kun Frankrig, men også i resten af Europa frem mod høsten til næste sommer.
Eksportmarkedet for afgrøder oplever ikke så lidt af en opblomstring lige nu. Det er gået op for købere af afgrøder, at afgrødepriserne næppe kan falde meget mere. I går kunne jeg rapportere om flotte eksporttal af afgrøder ud af USA. Som jeg også nævnte og har pointeret flere gange, så er eksporten af afgrøder ud af USA, en god rettesnor for, hvordan det står til med den generelle købsinteresse efter afgrøder ude på verdensmarkedet. Og købsinteressen er stor. Det bekræftes af nye tal fra Frankrig, der er Europas største producent af hvede. Her er eksporten af fransk hvede også kraftigt tiltagende, hvilket jeg ser, som en kraftig indikation på, at de europæiske hvedepriser skal stige frem mod den europæiske hvedehøst i 2020.
Største franske eksport i fire år
Ifølge det franske analysebureau, FranceAgriMer, så er der et godt aftag i fransk hvede ude på eksportmarkedet. Således estimerer FranceAgriMer, at den franske eksport af hvede ud af Europa, i år vil ende op på 12 millioner tons. Det vil i givet fald være den største eksport af fransk hvede i over fire år. Samtidig svarer det til en stigning i den franske eksport af hvede på godt 25 procent i forhold til sidste år.
Den franske eksport af hvede og den europæiske hvedeeksport som sådanne, lukrerer på en høj russisk hvedepris. Rusland er normalt en af verdens største eksportører af hvede. Derfor er det også i høj grad de russiske eksportører, der løber med de store eksportordrer. Det er blot ikke tilfældet lige nu, hvor hvedeprisen i Rusland er usædvanlig høj, eftersom de russiske landmænd er tilbageholdne med at sælge og eftersom den russiske rubel stiger kraftigt.
Anden største franske hvedehøst
Der er endnu en naturlig grund til at de franske landmænd er konkurrencedygtige på eksportmarkedet i år. Sommerens hvedehøst var formidabel i det meste af Europa. Især i Frankrig, hvor de høstede 39,5 millioner tons hvede i år. Det er den andenstørste hvedehøst i Frankrig nogen sinde.
Den stigende efterspørgsel efter hvede, ikke kun fransk hvede, men også europæisk hvede i sin helhed, kan vi også notere os i de hvedepriser, der afregnes til for tiden. Under den gode europæiske hvedehøst i sommer, blev den ledende europæiske hvedepris på MATIF-børsen i Paris sat under et forholdsvist stort høstpres. Det ændrede sig dog i løbet september måned, hvor hvedeprisen, som det også fremgår af dagens artikel om trading, lavede en decideret nøglevending fra ned til op.
Således har hvedeprisen på MATIF, taget et nyt ryk op fra et lavpunkt i godt 155 euro pr. ton, til en aktuel pris i omegnen af 180 euro pr. ton. Det svarer til en prisstigning på knap 16 procent. Og med den stigende efterspørgsel der gør sig gældende på eksportmarkedet for ikke kun fransk men også europæisk hvede som sådanne, så er der ikke noget der tyder på, at hvedeprisen er færdig med at stige hverken i Frankrig, eller her hjemme i Danmark. Derfor fastholder jeg min anbefaling om, at du bør være tilbageholden med salg af hvede, selvom det naturligvis altid er en god idè at del-sælge over tid, for at sprede den prismæssige risiko.
Lyt også til den nyeste markedspodcast med Peter Arendt og Jacob Lund-Larsen