Amazone-maskiner til det danske marked
Den store tyske maskinproducent Amazone har introduceret en række redskabsnyheder, som ifølge den danske importør passer godt til det, som efterspørges i Danmark.

Modelbetegnelserne for de to nye harver er Amazone Cobra 6000-2TX og Amazone Cobra 7000-2TX, hvor modelbetegnelsen er lig med arbejdsbredden – seks og syv meter.
Det går godt for tyske Amazone, der producerede redskaber for 537 millioner euro i 2020. Det var en stigning på 15 procent i forhold til 2019. Mere end seks procent af omsætningen går til forskning og udvikling af nye redskaber, og koncernen har for nylig lanceret en række redskabsnyheder, som ifølge den danske importør, Brøns Maskinforretning ApS i Skærbæk, passer godt til den danske efterspørgsel af maskiner.
Blandt andet to nye Cobra-universalharver med 13,3 centimeter tandafstand og med sekstandsbuller, som fordeler og blander materialet optimalt.
Passer til det danske marked
- Harverne kan dybdeharve fra 4 til 13 centimeter og det er en prisbillig harve, som kan konkurrere med de almindelige stubharver, siger produktspecialist for Amazone-programmet hos Brøns Maskinforretning, Anders Clemmensen.
- Cobra-harverne kan leveres med en TopCut, der er en knivvalse, som nærmest persillehakker eksempelvis stubmaterialet, så det omsættes hurtigere. Harven kan bruges som stubharve og som kultivator i pløjet jord, forklarer han.
Modelbetegnelserne for de to nye harver er Amazone Cobra 6000-2TX og Amazone Cobra 7000-2TX, hvor modelbetegnelsen er lig med arbejdsbredden – seks og syv meter, og harverne kan leveres med forskellige Amazone-pakkevalser efter behov. Cobra 6000-2TX kommer på markedet fra foråret 2022, mens Cobra 7000-2TX kommer et år efter.

De to nye sprøjter er en Amazone UX 7601 Super med en tankkapacitet på 8.000 liter og en ny Amazone UX 8601 Super med en tankkapacitet på 9.000 liter. De har kompakte dimensioner med et ekstremt lavt tyngdepunkt for optimal stabilitet. Pressefoto
To nye sprøjter
Udover nye jordbearbejdningsmaskiner lancerer Amazone også to nye en-akslede bugserede sprøjter.
- Vi har tidligere kun haft en-akslede sprøjter op til Amazone UX 6200 med en tankkapacitet på 6.500 liter plus rentvandsbeholder, og herefter var springet op til UX 11200 med en 12.000 liters tank, men det var en to-akslet sprøjte. Vi har manglet sprøjter imellem, men nu lancerer vi to helt nye bugserede sprøjter, der fylder programmet ud, påpeger Anders Clemmensen.
De to nye sprøjter er en Amazone UX 7601 Super med en tankkapacitet på 8.000 liter og en ny Amazone UX 8601 Super med en tankkapacitet på 9.000 liter. De har kompakte dimensioner med et ekstremt lavt tyngdepunkt for optimal stabilitet.
Bomme
Derudover er både beholderen og længden på sprøjten længere i forhold til tidligere modeller, og de er monteret med et helt nyt chassis. Sprøjterne kan køre med et fast træk og har affjedrede hjulaksler.
- De en-akslede sprøjter leveres med nye bomme op til 42 meter samt en række features, blandt andet konturkontrol og aktivt svingstop. Hjulstyring kan leveres som ekstraudstyr. Standardudstyr er AmaSelect, som er et konsolsystem med fire dyser og hvor der er automatisk skift mellem dyserne samt kurvekontrol, som automatisk regulerer doseringen fra den yderste til den inderste dyse, fortæller Anders Clemmensen.
Gødningsudstyr er et must
- I dag er det et must, at gødskning er integreret sammen med såmaskinen, og Amazone går to veje på denne front. Dels aktiv jordbearbejdning og dels samsåning. Vores rotorharver kan integreres med såmaskiner, som har en såkasse bag og en fronttank med eksempelvis såsæd og korn, der blæses ud samtidig med.
- Vi kommer også med en ny pneumatisk såmaskine, Centaya Super-C4, der er et fire meter rotorharvesæt med påbygget såmaskine, som leveres med en 2.000 liters tank bag, hvor vi har en tankfordeling på 60/40 eller 70/30. Sættet er til målgruppen, der ikke ønsker at køre med seks meters-maskiner og ikke ønsker XTender-fronttank, slutter han.