Formand for maskinhandlerforening: Den globale tankegang er ved at komme ud på tynd is

Både bruttofortjeneste og årets resultat er øget i Dansk Maskinhandlerforenings medlemsvirksomheder. Enkelte har dog haft negativ indtjening, lød det på foreningens generalforsamling fredag i MCH Herning Kongrescenter.

Kigger man ned i tallene for de 103 medlemsvirksomheder, der er med i Dansk Maskinhandlerforenings (DM) regnskabsanalyse for året 2021, har der igen været en markant stigning i den gennemsnitlige bruttofortjeneste fra 13,9 millioner kroner i 2020 til 15,9 millioner kroner i 2021-regnskaberne.

Det primære resultat er øget med cirka 10 procent til 2,8 millioner kroner og udtrykker en mere afdæmpet indtjeningsevne i forhold til stigningen i 2020-regnskaberne, hvor det primære resultat i gennemsnit blev fordoblet fra 2019.

De 103 virksomheder beskæftiger 26 medarbejdere i gennemsnit. 14 virksomheder bidrager med et negativt årsresultat på 40,2 millioner kroner, og 89 virksomheder bidrager med et positivt resultat på 231 millioner kroner. Der er tre virksomheder, der er belastet af en negativ egenkapital og indtjening, mod nul virksomheder i 2020.

Varebeholdning er faldet

Omsætningen hos DM-medlemmer var 11,5 milliarder kroner i 2021 mod 11 milliarder kroner i 2020. Det svarer til en stigning på 5,1 procent. Der er 111 medlemmer af DM pr. 31. august i år, og tilknyttede filialer er 62 – i alt 173 udsalgssteder. Den samlede beskæftigelse var pr. 1. september 2.936 mod 2.946 i samme periode sidste år.

Varebeholdningen i de 103 virksomheder er faldet fra 33,4 millioner kroner i 2020-analysen til 31,7 millioner kroner i 2021. Varebeholdningen er primært sammensat af værdien af nye og brugte maskiner samt reservedele, der ligger på lager. Der skete en markant opbygning af varelagrene i 2020, som nu er afløst af en mindre beholdning, der normalt har været stigende de sidste fire år.

Brug for implementering

- Mange blev overrasket over, at statsminister Mette Frederiksen i åbningstalen den 4. oktober lancererede endnu en CO2-afgift. Jeg kan endnu en gang understrege, at vi ikke kan elektrificere en ko med dagens teknologi eller sætte en CO2-opsamler på traktorens udstødning, sagde formanden for DM, Jens-Aage Jensen, på foreningens generalforsamling i Herning fredag, og fortsatte:

- Landbrugsaftalen har netop fejret sin første fødselsdag, og selvom landbruget er godt i gang med at levere på klimaområdet, så har politikerne endnu ikke fået fjernet alle de knaster og sikret de rammer, der skal muliggøre implementeringen af alle aftalens elementer. Derudover er der også indgået forlig om sprøjtemiddelstrategi til etablering af grøn fond, så der er ikke brug for mange flere halve ideer på klimaområdet lige nu. Der er tværtimod brug for fokus på implementeringen.

- Lad os nu sammen gøre det klogt frem for at gamble med vores arbejdspladser, kvalitetsfødevarer og klimavisioner. Når det handler om klima, er den globale tankegang ved at komme ud på tynd is. For når klimaregnskabet skal gøres op, er der pludselig en mur omkring vores lille land, og så længe vi ikke udleder noget på egen jord, har vi rent mel i posen, påpegede han.

Markedstilpasning

- Udviklingen med markedstilpasning hos jer medlemmer er ikke et afsluttet kapitel. Vi er netop vidner til markedstilpasning i dette beretningssår, hvor en del leverandører har indgået nye forhandleraftaler, og med færre slutkunder må der nødvendigvis foretages flere tilpasninger.

- Derfor er det vigtigt, at man ikke er passiv. Det er vigtigt at bringe sig i en position, hvor man er attraktiv som forhandler ved næste omstilling. Attraktiv vil i denne sammenhæng sige, at man er effektiv på såvel salgs- som servicesiden og er parat til at tage nye udfordringer op. DM kan give jer råd og vejledning på dette område, forklarede formanden, og fortsatte:

- Nutiden er en interessant tid, og fremtiden er direkte spændende, særligt hvis man udstråler en energi og optimisme i sit virke.

Mærkeundersøgelse

Formanden kom også ind på DM-Mærkeundersøgelse, der er et vigtigt værktøj i forholdet mellem maskinforretningerne og traktorimportørerne. I mærkeundersøgelsen fokuseres der på de større traktormærker for at kvalitetssikre med en højere besvarelsesprocent og dermed validiteten af undersøgelsen. Svarprocent i år var 54 procent, og det er tilfredsstillende.

- Det er vigtigt at understrege, at mærkeundersøgelsen kan bruges konstruktivt til at forbedre relationen mellem forhandler og importør. Importørerne tager undersøgelsens resultater seriøst og er med til at udvikle samarbejdet, sagde Jens-Aage Jensen.

- De overordnede konklusioner på DM-Mærkeundersøgelse 2022 er, at der er fremgange i flere kategorier, dog mest fremgang på alle parametre ved importørrelationen og samarbejdet på tværs af alle mærkerne. Vi ser en lille fremgang i den samlede tilfredshed, men mærkerne er under pres på et vigtigt parameter som finansiering, hvor der i 2022 er en samlet tilbagegang.

- På europæisk plan afholder Climmar (europæisk sammenslutning af maskinhandlere) ligeledes møder med en række af traktormærkerne, hvor mærkeundersøgelsen præsenteres som gennemsnit for Europa. Dette er udgangspunktet for en rigtig god dialog mellem forhandler og importør, sluttede han.

 

Læs også