Øvelse gør mester

Joni Manpower Entreprenør fra Mesinge har godt gang i blandt andet anlæg af plæner. - Vi har sat os for at være de bedste og de billigste. Det bliver vi ved at øve os og ved at nørde i udstyr, siger direktør Jonas Nielsen.

Senest har Steensgaard Herregård ved Millinge fået anlagt en 11.000 kvm ny plæne af Joni Manpower Entreprenør fra Mesinge.

- Men vi kommer over hele landet, og anlægger plæner både hos virksomheder, rideskoler og private, siger direktør Jonas Nielsen.

Anlægger plæner om sommeren

Han fastslår, at opgaven med at anlægge nye plæner, er det helt store hver sommer.

- Det er ved at være slut nu, og vi går i gang med flere nedbrydnings- og kloakopgaver, men det meste af sommeren anlægger vi græsplæner – og vi er gode til det.

Nørder i græs

Jonas Nielsen påpeger, at de kører med det bedste grej og selv har opfundet en såmaskine, der gør arbejdet godt og hurtigt.

- Jeg vil vove at påstå, at vi er de hurtigste og formentlig også de billigste på markedet. Det er i hvert fald vores mål. Samtidig med, at vi også ønsker at dygtiggøre os løbende.

- Vi øver os og nørder meget i det, siger han og fastslår.

- Øvelse gør mester!

Græssættet

Bobcatten er udstyret med en power-rake, som er en valse, der komprimerer jorden og laver et fint muldlag i toppen som såbed.

Maskinen retter jorden helt ud og sorterer sten med videre fra. Den overkører området, inden såmaskinen laver opgaven færdig.

Der bruges desuden bobcat med power-rake til opretning af grusveje, markveje, stier med videre, hvilket den, ifølge Jonas Nielsen, også er yderst velegnet til.

- Vi har en kapacitet på små 10.000 m2 om dagen, hvis vi kommer til de »rigtige« stykker, og vejret er med os, siger Jonas Nielsen.

Såmaskinen har Joni selv bygget, da det ikke var muligt at købe en selvkørende såmaskine, man kunne sidde på.

- Da vi sår store arealer og kører mange timer, var det lidt et must, siger Jonas Nielsen.

Såmaskinen er bygget, så den udsår græsfrøet, efterfølgende tromler med gittervalser og til slut fejer jorden, for at give den sidste finish.

- Vi har pt. to såmaskiner, og er i gang med at bygge en større udgave, der forhåbentligt er kørende til foråret, hvor den nye græssæson starter, siger Jonas Nielsen.

Læs også