Nyt liv til gamle plove
Recycling er moderne, men der er næppe mange, der forbinder begrebet med en plov. Det vil Mølbro Production fra Sorø gøre noget ved, og derfor vil de forsøge at bringe emnet i fokus på deres stand på Agritechnica.

Temaet bliver nyt liv til gamle plove på Mølbro-standen på Agritechnica. Hvis rammen er sund, arbejder en ældre plov med nye sliddele fuldt ud lige så godt som en tilsvarende ny, lyder det fra Mølbro. Foto: Mølbro
Knud Rughave fra Mølbro har længe arbejdet med ideen, men tankerne tog for alvor fart, da han i Tyskland besøgte en kunde, som har lavet en forretning ud af genbrug. Han postulerede, at to personer sagtens kan renovere en 4- til 5-furet plov med nye muldplader, spidser med videre på én arbejdsdag i maskinhuset.
- Et redskab er ikke bedre end dets sliddele. Hvis rammen er sund, arbejder en ældre plov med nye sliddele fuldt ud lige så godt som en tilsvarende ny. Og måske endda bedre, for med nye moderne dele vil ploven ofte arbejde nemmere og bedre gennem jorden, og derfor bruger traktoren mindre brændstof, hvilket absolut også er værd at tage med i sit regnestykke, siger Knud Rughave.