Kverneland tilbage til Toftlund

Dansk Maskincenter udvider sit samarbejde med Kverneland-koncernen. Det betyder, at der i fremtiden også forhandles Kverneland-maskiner i Toftlund.

Med virkning fra 15. februar har Dansk Maskincenter (DMC) og Kverneland udvidet sit samarbejde. DMC står bag maskinforretninger i Jelling, Odder, Toftlund og Rimmerhus, hvor sidstnævnte siden 2009 har været Kverneland-forhandler i det vestjyske.

Men nu kommer sønderjyske Toftlund også med i folden, oplyser parterne.

- Med muligheden for at udvide vores rigtigt gode samarbejde med DMC i det sønderjyske får vi en god dækning af »landkortet« med fokus på nærhed til »kunden«, lyder det fra salgschef Troels Pontoppidan, Kverneland Group Danmark.

Han pointerer, at DMC har en meget professionel tilgang til firmaets kunder.

- Og med dem står vi med en partner, der giver vores fælles kunder en sikkerhed for den ypperste ekspertise i både service og salg, lyder det fra Kverneland-salgschefen.

Tilbage til Toftlund

Kverneland er allerede kendt i DMC-forretningen.

- Med Kverneland i vores Toftlund-afdeling har vi en rigtig god dækning af vores kunders behov, lyder det fra DMC-direktør Charlotte Villum.

Hun tilføjer, at Kverneland tidligere har været at finde i Toftlund-afdelingen, hvor mærket har været et stort aktiv.

- Og her forventer vi da en vis form for genkendelighed. Kverneland er måske mest kendt for deres kvalitetsplove, men i nyere tid har deres fokusering på især plantepleje sat dem på landkortet inden for sprøjter og gødningsspredere, pointerer direktøren.

Åbent hus 29. februar

Når DMC holder åbent hus i Toftlund den 29. februar, skydes samarbejdet i gang.

- Her udstiller vi blandt andet Kverneland-redskaber - og mon ikke vi er i handelshumør, slutter Charlotte Villum.

l-l

Læs også