I den forgangne uge har tusindvis af danske landmænd i Hannover for at hente inspiration på maskinfronten.
Næsten 15.000 danske landmænd, maskinstationsfolk, og andre maskininteresserede var i den forgangne uge på besøg på verdens største landbrugsmaskinmesse i Hannover. Af dem havde 5.500 købt billet med rabat gennem L-Mediehus, og halvdelen af de danske gæster tog tilmed turen i en af de ikke mindre end 55 busser, som Effektivt Landbrug og LandbrugFyn sendte afsted sammen med lokale maskinforretninger og rejsearrangør Thomas Birkballe.
I de 27 messehaller på Agritechnica kunne de opleve et væld af nye maskiner. Men også nyheder baseret på gammelkendte redskaber. Et eksempel er på den store Horsch-stand, som leder tankerne tilbage på Taarup eller Stegsted-radrenserne i gamle dage, blot i en helt anden dimension og med gps-udstyr.
- Vi har rigtig mange forespørgsler på mekanisk ukrudtsbekæmpelse, og skal levere flere af disse radrensere, så snart de er klar fra fabrikken, fortæller produktspecialist Arne Gejl fra den danske Horsch-importør Stroco Agro, og viser den 12 meter brede radrenser, som har præcis kamerastyring og sektionsløft på gps-basis.
Redskabet har potentiale for både økologer, planteavlere og maskinstation til afgrøder som majs, roer og spinat, ligesom korn med 25 centimeters rækkeafstand kan renholdes med den brede radrenser.
Fokus på jordbehandling
I det hele taget spiller nye jordbehandlingsmetoder og færre hjælpestoffer ind på udviklingen og interessen for landbrugsmaskiner.
Jordbearbejdning var derfor også et af de helt store temaer på udstillingen. Det oplevede man på standen med de finske Multiva-redskaber.
- Bliver man ved med at pløje, eller ser vi endnu mere direkte såning? Seneste opgørelse fra Danmark Statistik viser jo, at det pløjefri areal er øget med 26 procent.
- Vi har her et godt bud på en effektiv harve til øverlig jordbehandling inden såning i efteråret. Eller som effektiv ukrudtsbekæmpelse med fuld gennemskæring som såbedsharve, siger produktspecialist Jens Christoffersen fra Multiva Danmark ved en seks meter bred S-tandsharve med ni buller sammen med maskinhandler Per Knudsen, Axel Knudsen Maskinforretning, som er fynsk forhandler af de finske produkter.