Fyraftensmøde med miljøet i fokus
Det handlede om vandplaner, iltsvind og CO2-udledning, da Østdansk Landboforening inviterede til fyraftensmøde i Rønnede.

Der var omkring 50 deltagere til fyraftensmødet i Østdansk Landboforening, hvor Marie Østergaard, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer (stående i baggrunden), stod for det første indlæg. Foto: Jesper Hallgren
Der var to spændende indlæg på programmet, da Østdansk Landboforening for nylig havde fyraftensmøde i Rønnede, hvor hovedpersonerne var Marie Østergaard, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, og Tavs Nyord fra Danmarks grønne tænketank Concito.
Foran de omkring 50 fremmødte medlemmer orienterede Marie Østergaard først om vandplaner og second opinion, og det var i et indlæg, hvor hun kom ind på blandt andet kystvande, iltsvind, det varme vejr i september, målrettet regulering, virkemidler, udtagning af lavbundsjord, fælles miljømål og spildevand.
- Det hele handler om vandmiljøet, der i år har været ramt at det kraftigste iltsvind i 21 år, hvilket blandt andet skyldes varmere vand og andre klimarelaterede faktorer.
- Især vores fjorde har været hårdt ramt af iltsvind, påpegede Marie Østergaard, der – som mange andre – har svært ved at forstå de store ændringer, der har været mellem vandplanerne.
Marie Østergaard oplyste i den sammenhæng blandt andet, at man hos Miljøministeriet er tilfreds med vandplanerne. »Vandområdeplan 2 var gode, men Vandområdeplan 3 er bedre«. Det er meldingen fra ministeriet, fortalte hun.
Der er blandt andet på Bornholm store frustrationer over Vandområdeplan 3, og Marie Østergaard berørte også miljøkravene i landede omkring os.
- Helt enkelt kan vi ikke have mere restriktive miljømål end vores nabolande. Vandet flyder jo rundt mellem landede, og firkanten rundt om Bornholm på kortet her er jo ikke et hegn, lød det blandt andet fra Marie Østergaard.
Meget kompliceret opgave
Efter en times tid tog Tavs Nyord fra Concito over, og det var blandt andet med en gennemgang af fordele og ulemper med en CO2-afgift på dansk landbrug.
- Det er ingen tvivl om, at landbruget er en vigtig del af den grønne omstilling, og derfor skal vi finde ud af, hvordan landbruget bedst kan være en del af løsningen, lød det fra Tavs Nyord, der er fritidslandmand ved Stensved nær Vordingborg.
Han understregede flere gange, at der er mange forskellige faktorer at tænke på, og det er generelt en meget kompliceret opgave at finde den bedst mulig model.
Tavs Nyord kom blandt andet ind på, at en afgift uundgåeligt vil svække konkurrenceevnen for dansk landbrug, og der er også en stor bekymring for, at det administrativt bliver meget bureaukratisk.
- Vi får tidligst en CO2-afgift fra 2026/2027, og meget vel måske også senere, fastslog Tavs Nyord.
Begge indlæg medførte adskillige spørgsmål fra de fremmødte, og det gav en særledes god debat om de relevante emner, der fylder utrolig meget for mange danske landmænd.