Minksagen fik psykiske konsekvenser for medarbejdere

Både minkavlere og medarbejdere fra Fødevarestyrelsen kom på hårdt arbejde i slutningen af 2020, da det blev bestemt, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det har givet psykiske problemer hos flere involverede, skriver DR.

Det var ikke en nem opgave, som hverken minkavlere eller ansatte hos Fødevarestyrelsen blev sat på, da coronasmitte ramte flere danske minkfarme i efteråret 2020, og som jo siden førte til, at det blev politisk besluttet at slå alle mink ned i Danmark.

Flere af landbrugets rådgivningsselskaber måtte i al hast arrangere forskellige initiativer overfor minkavlere, der måtte opgive deres levebrød, enten fordi deres farme var ramt af coronavirus, eller fordi de måtte slå deres raske besætninger ned.

Men også hos Fødevarestyrelsen, der førte tilsyn med aflivningerne, var man hårdt berørt af sagen. Det har flere gange været fremført under afhøringer i Minkkommissionen, og nu viser en aktindsigt, som DR Nyheder har fået, at flere af de anmeldelser af arbejdsskader, der har været i forbindelse med arbejdet, har været af psykisk karakter.

Det skyldtes både hensyn til minkavlere, men også avlere, der var udadreagerende, fortæller en anonym medarbejder i styrelsen til DR.

Skreg frustrationer ud

- Jeg talte med nogle, der ville begå selvmord, nogle der ville skade andre, nogle der græd og slet ikke hang sammen og én, der var rædselsslagen for, om han skulle i fængsel, siger medarbejderen til DR Nyheder, der også kan fortælle om medarbejdere i styrelsen, der følte sig truede.

- Særligt én telefonopringning var voldsom. Hele minkavlerens familie var i baggrunden, og de råbte og skreg alle deres frustrationer efter mig i telefonen. De sagde de værste ting og kaldte mig alt muligt fra luder og smatso til massemorder og landsforræder, siger den anonyme medarbejder.

Fødevarestyrelsen har modtaget 45 anmeldelser af arbejdsskadesager i forbindelse med aflivning og oprydning på minkfarme i løbet af 2020. 19 af anmeldelserne handler om psykisk overbelastning.

Læs også