Mågerne og ternerne har intet sted at bo... Sådan skrev Harald Bergstedt i 1915, da han forfattede teksten til »Solen er så rød, Mor«, og et par år senere komponerede Carl Nielsen den smukke melodi.
I teksten henvises til fuglenes hjemløse væsen, som værende trækkende og omflakkende. I dag har teksten fået en anden og mere alvorlig vinkel, da mange af naturens skabninger mangler plads, hvor de kan leve og yngle.
Fjordternen er en af dem. Terner er en underfamilie af mågefuglene og kendes blandt andet på det slanke og spidse næb. Mange af dem er langtrækkere og har nærmest akrobatiske flyveegenskaber.
Fjordternen er cirka 35 centimeter fra næbspids til haletip, og har et vingefang på mellem 82 og 95 centimeter. Den vejer fra 90 til 150 gram og yngler i sit tredje leveår.
Havterne og fjordterne er begge fantastiske flyvere, der imponerer med hurtige manøvrer og styrtdyk. De ligner hinanden meget, men der er forskelle, som man kan forsøge at lægge mærke til.
Fjordternen ses både ved kyster og indlands ved søer og moser. Den har længere ben og kortere hale. Når den står med siden til, når halefjerene kun til spidsen af vingerne. Næbbet er orangerødt med sort spids og lidt længere. Føden består mest af småfisk, som fanges i de smukke styrtdyk.
Som mange andre af vores andre specielle og truede arter, har fjordternen gavn af hættemågekolonier. Hættemåger er nemlig eminente spioner og soldater, når det kommer til at yde beskyttelse i yngletiden.
Desværre er hættemågerne i tilbagegang. Fjordternen yngler også uden for hættemågekolonierne, men her er manglende kreaturafgræsning og forurening af søer et problem.
Da fjordternen både findes ved vores kyster og ved vores ferske vande, er det er art, som findes spredt over hele landet.