Lige nu fodrer Per Fjeldgren og familien storkeparret, der er flyttet ind i baghaven i Flynder, men på sigt skal etablering af 21 vandhuller hjælpe til, at de selv kan finde al føde til sig selv og deres unger.
Det var på et hængende hår, de nåede at slå sig ned i reden sidste år, hvor de med deres ene unge kunne kalde sig Europas nordvestligste ynglende storkepar.
For efter omtrent 27 år var masten, som Per Fjeldgren i sin tid satte op sammen med sin far, ved at være noget vakkelvorn. Desuden havde der indtil sidste år ikke været storke på besøg.
- Så vi havde egentlig besluttet os for at fjerne den, fortæller Per Fjeldgren, der siden mast og rede blev sat op i starten af 90’erne har overtaget fødehjemmet i Flynder ved Bækmarksbro i Lemvig Kommune.
Med Kjeld og Yvonne, som storkene er blevet døbt, i reden blev planerne dog lavet om. For når et storkepar først har fundet sig en rede, vil de vende tilbage til den år efter år.
- En stork er tro mod sin rede, og de kan blive op til 30 år, så vi regner med at have storke her i hvert fald de næste 25 år, siger Per Fjeldgren, der kunne se Kjeld vende tilbage til reden først – formentlig fordi han overvintrer i Sydtyskland – mens Yvonne, der menes at overvintre et sted i Afrika sluttede sig til tre uger senere.
I år vendte storkeparret hjem til en ny mast og rede – finansieret af organisationen Storkene.dk - mens TV Midtvest har sat et kamera op, der følger storkeparret og deres nu tre unger 24 timer i døgnet – et tiltag, der har trukket mange seere til.
- Og det er bestemt ikke kun folk fra lokalområdet. Forleden, da vi skulle ringmærke ungerne, fik vi en besked fra Brasilien om, hvilket klokkeslæt, det var, vi gjorde det, for så ville hun stå op for at følge med. Det er lidt vildt, at der er så stor interesse.
Og det er altså ikke kun på skærmene, at storkeparret har oplevet stor interesse, fortæller Per Fjeldgren.
- Der står tit folk ude på vejen med kikkerter og teleskoplinser fra klokken seks om morgenen. Det er blevet lidt af et tilløbsstykke, fortæller deltidslandmanden, der selv ejer 37 hektar og har 12 islandske heste.
Skal fodres
Med tre unger i reden bor halvdelen af årets danske storkeyngel på Per Fjeldgrens matrikel, og selvom de trives, er det hårdt arbejde at være storkeforældre.
- De skal hente 250-300 kilo føde til ungerne, før de er flyvefærdige. Det er altså mange regnorme, siger Per Fjeldgren.
For at hjælpe dem, har han stillet et foderbord op tæt på reden. Her bliver storkene fodret med selvdøde fisk fra et dambrug og selvdøde kyllinger fra en fjerkræproduktion, mens der også bliver samlet frøer ind i en spand.
Foderbordet er blevet sat op i en højde på 1,70 meter, så kattene ikke tager foderet.
- Det er lidt sjovt, at de formår at skræmme alle andre fugle væk. Dem er de ikke bange for, men hvis katten bare hvæser en smule, så flyver de op i reden, fortæller Per Fjeldgren.
Hvis han selv kan bestemme, er foderbordet dog kun midlertidig løsning.
- Målet er, at storkene skal kunne klare sig selv, fastslår han.
Bedre frø-forhold
Den målsætning deler han med biolog og padde-ekspert Kåre Fog fra Storkene.dk.
- Som det er nu, holder man fast i de storkepar, vi har i Danmark, via tilskudsfordring. Men det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan i det lange løb, siger Kåre Fog, der peger på frøer som en vigtig del af storkenes foderration.
Og med lidt gravearbejde kan Flynder Ådal blive en god ramme for et »tag-selv-bord« for storkene.
- Man har den fine ådal i Flynder, som minder meget om de steder, storkene levede rigtig godt i gamle dage. Der er også frøer i området, men desværre tørrede mange steder hurtigt ud i år, så da jeg tidligere på året gik terrænet igennem, fandt jeg mange udtørrede frøæg, fortæller Kåre Fog, der forleden var en af gæsterne, der samledes i Per Fjeldgrens værksted til smørrebrød og storkesnak.
Mødet endte med, at man sammen med seks lodsejere i området blev enige om at etablere hele 21 vandhuller til at forbedre paddernes forhold.
- Det skulle gerne være med til at sikre, at i hvert fald det storkepar, vi har i Flynder nu, og måske endnu et par, vil kunne føde sig selv, fortæller Kåre Fog, der mærker stor velvillighed over for projektet.
- Det er måske lige stort nok at sige, at det trækker turister til, men storkeparret er i hvert fald med til at løfte området. Det kan folk godt se, og samtidig fokuserer vi meget på løsninger, som også gør landmanden tilfreds. Han skal kunne drive sin jord fornuftigt – måske kommer det ikke til at give økonomisk overskud, men det må i hvert fald ikke være for bøvlet for ham, siger biologen.
Godt samarbejde
Også Per Fjeldgren glæder sig over samarbejdsviljen i området.
- Det viser, at ting kan lade sig gøre, når man samarbejder og sørger for at få spurgt på en ordentlig måde. Vi er ikke kommet med bål og brand, og alle har kunnet se idéen i at bruge noget jord, de alligevel ikke fik noget ud af, til det her projekt, konstaterer han.
Udover landmændenes velvillighed er der også brug for kommunens. Med engområder, der stort set alle sammen hører under Paragraf 3, kræver etableringen af vandhullerne nemlig dispensation.
Her glæder Per Fjeldgren sig over samarbejdet med Lemvig Kommune.
- Jeg synes, vi har mødt stor forståelse, og kommunen har været god til at sige »okay, det kan godt være, at der står én sjælden lilje her, hvor I gerne vil lave et vandhul, men hvis der også står 100 herovre, vil det stadig øge biodiversiteten«. De har været gode til at finde balancen, siger Per Fjeldgren.
Selvforsynende i 2024
Hvis alt går efter planen og gravemaskinerne kommer i jorden i løbet af efteråret, vil frøbestanden allerede til næste år være væsentlig højere, vurderer Kåre Fog.
- En frø kan lægge æg, der bliver til 1.000 nye små frøer, hvis alt går helt excellent. Derfor vil flere vandhuller allerede fra næste år betyde en større bestand, men det vil tage to-tre år, før de nye frøer er kønsmodne og selv lægger æg, så derfor er vi nok henne i 2024, før bestanden er så stor, at storkene kan klare sig selv. Og det kræver altså, at alt kører på skinner; vi skal have dispensationerne, vi skal finde pengene til projektet og så skal vejret også være med os, for hvis først det når at blive rigtig vådt, får vi ikke maskiner derud i år, siger Kåre Fog.
Kort vegetation
Mens frø-forsyningen er ét ben i planen for selvforsynende storke, er driften af jorden i området også vigtig.
- For en stork er kort vegetation det bedste. De er der, når der bliver slået hø og musene og frøerne løber forvildede rundt i det korte græs. Det næstbedste er afgræsning – især med heste, forklarer Kåre Fog.
Per Fjeldgren har da også lagt mærke til, at urørt natur ikke er storkenes foretrukne, men at de til gengæld holder sig til, når der går maskiner i jorden.
- Når der bliver renset grøfter op eller slået hø, er de der med det samme. De slår sig også helst ned i nærheden af mennesker. Det tror jeg også er en af grundene til, at vi nu har fået storke her, mens man endnu ikke er lykkedes med at lokke dem til eksempelvis Skjern Enge. Jeg tror, der sker for lidt dernede. Der er nogle afgræssere, der bliver tilset en gang om dagen, og så er det det. Der skal mere aktivitet til for at fremme storkenes vilkår, fortæller Per Fjeldgren, der sammen med de øvrige lodsejere i skrivende stund arbejder på at oprette et klippelaug, der kan holde græsset nede og storkenes jagtmarker åbne.
Håber at se ungerne igen
Så nu håber Per Fjeldgren bare på, at alt falder på plads. I mellemtiden kan han nyde udsigten til storkene, som man trods tilskuerpladserne på første parket også følger på skærmen.
- Det er faktisk lidt sjovt at have muligheden for følge livestreamen. For den er lidt forsinket, så hvis der sker noget deroppe – for eksempel den anden dag, da det så ud som om en af dem snuppede en gråspurv – kan vi lige nå hurtigt ind og se, om det virkelig var det, der skete. Og i forhold til gråspurven var den god nok, fortæller Per Fjeldgren, der ud over udsigten til at få selskab af Kjeld og Yvonne de næste mange år også håber på at se ungerne igen, når de er fløjet fra reden.
- Det ville være helt fantastisk, hvis de vendte tilbage til området om tre-fire år, når de er kønsmodne, siger han.
- Som det er nu, holder man fast i de storkepar, vi har i Danmark, via tilskudsfordring. Men det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan i det lange løb.
Kåre Fog, Biolog