Mindre grovvareselskab udvider med ny silo

Grovvareselskabet Vejrup Andel har på baggrund af en øget tilgang af andelshavere og kunder investeret i både mere silokapacitet og nyt tørreri.

Den nye silo har en kapacitet på 6.000 ton og bliver den sjette, nye af slagsen siden 2018.

Det skriver AgriWatch.

Ifølge mediet vokser selskabet støt og udgøres i dag af 274 andelshavere og lige så mange uafhængige kunder. Samtidig forventer selskabet at omsætte for 340 millioner kroner i år. Det er 50 millioner kroner mere end året forinden.

- Når udvidelsen er færdig senere i 2022 vil Vejrup Andels samlede kapacitet lyde på 28.000 ton korn samt et nyt tørreri ved siden af, skriver AgriWatch.

Vejrup Andel, der blev grundlagt i 1905, købte i 2011 en fabrik i Årre, der producerer foder. Selskabet har en egenkapital på 18,2 millioner kroner.

Farmdroid er årets start-up-virksomhed

Markrobotproducenten Farmdroid har vundet EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Start-up. Den enige jury kalder virksomheden den ideelle start-up, der både løser et oplagt problem og fremmer bæredygtighed.

- De har formået at gøre det til en god forretning at kombinere automation, CO2-neutralitet og rent økologisk landbrug, lød det fra erhvervsmanden Jan Lehrmann, da han forleden uddelte prisen ved et stort show i København til en glad René Jannick Jørgensen, der er administrerende direktør hos Farmdroid.

EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.

Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni i Monaco.

44 år på samme arbejdsplads

Karsten Sørensen har nu i 44 år viet sit arbejdsliv til Patriotisk Selskab med base i Odense.

- De kunder, jeg har haft fra starten, har jeg oplevet utrolig mange ting sammen med: Børnene har overtaget ejendommen fra deres forældre, så har de selv fået børn og forældrene er måske døde. Jeg har virkelig været helt tæt på dem, og der er meget mere end bare landbrug i det, siger Karsten Sørensen i en kommentar.

Selvom han nåede pensionsalderen for flere år siden, så trækker pensionisttilværelsen endnu ikke helt i ham.

Patriotisk Selskab og kunderne har derfor glæde af ham som rådgivende konsulent på nedsat tid fremover.

Generalforsamling i Danske Vandløb

På mandag den 28. marts kl. 13.00-15.00 afholder Danske Vandløb generalforsamling online.

I forbindelse med generalforsamlingen vil der være indlæg fra flere indlægsholdere, blandt andet Thor Gunnar Kofoed, viceformand i L&F samt Erik Jørgensen, chefkonsulent i L&F.

Emnerne omfatter »Status for opdateret vandløbslov« samt »Status for vandområdeplanerne«, m.m.

Deltagelse i generalforsamlingen er gratis

Læs også