Overvejende stabile noteringer

Usikkerheden i forbindelse med coronavirussen er ikke helt forsvundet i Europa, men det europæiske slagtesvinemarked viste i denne slagteuge en normalisering de fleste steder, og størstedelen af noteringerne fortsatte på uændret niveau. Det oplyser Danske Svineproducenter i et nyhedsbrev.

Tyskland, Holland, Frankrig, Belgien og Østrig offentliggjorde uændrede noteringer. Det, der var udslagsgivende, var producenternes udbud, som på det seneste igen har normaliseret sig, og som mødtes af slagteriernes stærke efterspørgsel. Sidstnævnte bekymrer sig p.t. først og fremmest om, hvorvidt der er slagte- og opskæringsmedarbejdere til rådighed, og om logistikken.

Noteringen i Spanien, hvor man er stærkt belastet af coronavirussen, faldt 3 cent i modsætning til den europæiske trend. På de spanske slagterier er der på grund af usikkerheden generelt forhøjet sygdomsfravær. Derudover er virksomhederne blevet mærkbart indskrænkede som følge af de indførte afstandsregler mellem medarbejderne. Det forlyder, at også kødhandlen med vigtige aftagere som Italien, Frankrig eller Østeuropa er kompliceret og faldende. Derudover er slagtningerne i Italien faldet med op til 40 procent, og italienske slagtesvin skal endda være udbudt i Spanien.

Læs også