Fem vestjyske landmænd leverer gødning til egne og kollegers økologiske arealer fra deres fælles biogasanlæg ved en minkfarm i Outrup.
Intentionerne om en bæredygtig og klimavenlig produktion fik fem landmænd på Outrup-kanten i 2016 til at gå sammen om et muligt biogasanlæg. Ikke mindst i bestræbelserne på at producere afgasset gylle til økologiske marker hos tre af initiativtagerne. De to øvrige er begge minkavlere.
I juni sidste år kunne Outrup Biogas tages i brug, efter først et helt år med papirarbejde og ansøgninger, og derefter et år med projektering og anlæggelse af biogasanlægget, der nu leverer 20.000 kubikmeter opgraderet biogas i døgnet til naturgasnettet. Det svarer til varmeforbruget hos 3.500-3.600 husstande.
- Det har naturligvis været en rigtig stor, men også spændende opgave ved siden af vores hver især dagligdag med mink og malkekøer, erkender Bente Rasmussen, der sammen med sin mand John Jensen har en minkproduktion på basis af 9.000 tæver.
Venlige naboer
På NutriFair fortalte hun i går på vegne af de fem medejere om deres fælles biogasanlæg, der er placeres hos den anden minkavler i ejerkredsen, med 500-600 meter til nærmeste nabo.
- I projekteringsfasen mødte vi en del skepsis i lokalområdet, men i dag har vi ingen sure - kun venlige - naboer. Anlægget kan ganske enkelt ikke lugtes, og kan ikke ses fra vejen, fortalte hun og pointerede, at formålet først og fremmest var at producere afgasset gylle til de tre økologiske mælkeproducenter med hver 1.500 køer og 2.500 hektar jord.
Biogas er et vigtigt værktøj
Outrup Biogas forsynes med al gylle og halmstrøelse fra både de tre kvæggårde og de to minkfarme. Desuden produceres majs på minkfarmene, ligesom der også modtages dybstrøelse og græs fra konventionelle kvægbrugere i område.
Fuldgødskning
- Fordelingen i anlægsprocessen er op til 50 procent konventionelt materiale, og dermed kan økologerne bruge den afgassede gylle til fuldgødskning. Altså har de nu mulighed for at tildele mere kvælstof og øvrige næringsstoffer, end hvis der bruges konventionel gylle på deres marker, forklarer Bente Rasmussen og tilføjer, at gyllen samtidig ikke lugter.
I alt producerer anlægget i Outrup årligt 125.000 tons biomasse. Derfor leveres der også afgasset gylle til andre økologer på egnen.
Anlægsprisen var 100 millioner kroner, og den årlige omsætning vil være i størrelsesorden 40-50 millioner kroner. Outrup Biogas har en driftsleder ansat, og sammen med Bente Andersen, der har økonomi og sikkerhed som ansvarsområde i ejergruppen, klarer en revisor på halv tid regnskab, indberetninger og afrapporteringerne i forhold til det betragtelig tilskud, som anlægget har modtaget.
erik@landbrugfyn.dk
telefon +45 27 11 81 38
NutriFair 2020
- Fagmesse for husdyrproducenter
- +270 udstillere
- Strækker sig over to dage:
- Onsdag den 15. januar kl. 09.00-17.00
- Torsdag den 16. januar kl. 09.00-17.00
- Adressen er Messe C, Vestre Ringvej 101, Fredericia
- Det er niende gang, at messen løber af stablen
- Arrangørerne er Messe C i samarbejde med en række af branchens toneangivende aktører
Praktisk information:
- Messe C har mere end 3.500 gratis parkeringspladser lige ved døren
- Hvis du henter Messe C-app'en har du som besøgende mulighed for at markere din bils placering på et kort ved ankomst og få hjælp til at finde den igen, når du er færdig på udstillingen
- Se udstillerliste, en oversigt over messen, konferenceprogram og meget mere inde i avisen og på www.nutrifair.dk
- Det er gratis at deltage på NutriFair. Alle besøgene skal blot tilmelde sig via www.nutrifair.dk og fremvise billetten ved indgangen