Teknik Partner har en nyhed at præsentere på årets NutriFair. Firmaet, der blandt andet er kendt for at levere IT og kameraløsninger til landmænd i hele Danmark, er klar med deres bud på, hvordan man tager varmestyringen i stalden ind i fremtiden.

- Vi har lavet en intelligent varmestyringsløsning til smågrisehulen. Der er jo andre, der har lavet noget lignende, men vi har taget et skridt mere mod noget endnu mere intelligent, og endnu bedre, synes vi selv, siger Jesper Kiib fra Teknik Partner.

Det har i flere år været en udfordring for griseproducenter at sikre, at grisene i smågrisehulerne i farestalden har den rette varme. Men Teknik Partners løsning kan sikre en jævn fordeling af varmen. Den nye løsning indebærer brug af et varmepanel der sættes op yderst i hulen, som så danner et varmetæppe ned foran indgangen.

- I stedet for den røde varmepære og i stedet for et varmelegeme, der sidder inde i hulen, så har vi lavet en løsning med et varmepanel, der sidder yderst i hulen, siger Jesper Kiib.

Som i Bilka

Man kan ifølge Jesper Kiib sammenligne det med at komme ind i Bilka, hvor man kan mærke, at der dannes et varmetæppe ved indgangen, og på den måde kan man holde kulden ude og varmen inde.

- Det er i princippet på samme måde vores system virker. På den måde kan man langt bedre sikre en ensartet temperatur i hulen. Der er stort set samme varmefordeling i hele hulen, og det vil sige, at der ikke bare er ét sted i hulen, hvor der konstant varmes - som man kender det fra et setup med en rød varmelampe - hvilket gør at der bliver 60 grader ét sted i hulen. Med en mere ensartet varmefordeling mindskes risikoen for at smågrisene ligger udenfor hulen og bliver lagt ihjel.

Rådgivere har i flere omgange påpeget at det er vigtigt, at man får spredt sine grise ud over hele smågrisehulen, og det kan Teknik Partners løsning være med til at sikre.

- Med vores løsning har vi jo stort set den samme varmefordeling i hele hulen, samtidig med at vi har en intelligent styring på. Det betyder, at man går ind og laver en kurve over varmen, forklarer Jesper Kiib og fortsætter:

- Nogle kører på 34 grader de første dage, og den slutter så på rumtemperaturen i stalden, der er på cirka 22 grader. Så den følger simpelthen kurven, og sørger for at holde varmen.

Kan spare på ressourcer

Og det kan ske, samtidig med at man sparer på ressourcerne, lyder det fra Teknik Partner-direktøren.

- I stedet for at have en rød varmepære, der altid kører med 150 watt, så får man i stedet et varmepanel, også på 150 watt, som selv slå fra, når den ønskede temperatur hulen rammes. Det vil sige, at vi har vist en ret stor el besparelse, siger Jesper Kiib

Han tilføjer, at det selvfølgelig kan variere alt efter omgivelserne udstyret er sat op i.

- For der er jo forskel på, hvilket materiale, en stald kan være bygget af, og hvor godt, det grundlæggende er isoleret. Hvis du kommer ud i en helt ny farestald med gulvvarme, så bruger den jo endnu mindre energi.

Prøv det af

Skulle man være interesseret i at prøve teknologien af, vil man også kunne holde øje med, hvor meget eller hvor lidt, soen drikker, i tiden omkring faring.

- Hvis man er interesseret i det, så får man et sæt ud til sig. En controller og to varmepaneler, og så har vi valgt at bygge en vandmåler på det. Vandmåleren sættes på slangen til drikketruget, og kan på den måde give man alarmer, hvis soen ikke har drukket i et vist antal timer. Man får også en oversigt over, hvor meget soen har drukket, siger Jesper Kiib og slutter:

- Vi har holdt meget øje med tiden op til faringen, hvor vi kan se, at soen drikker rigtig meget lige før faring, og det her med vandforbruget er noget, vi gerne vil bruge, for hvis soen ikke drikker, er man jo nødt til at finde ud af, hvorfor soen ikke drikker. Hvis soen pludselig drikker rigtig meget, er det så fordi den har feber? Man kan bruge de oplysninger til at indikere, om der er noget, der ikke er som det skal være.