Der skal check på økologien i Halsnæs
Landmænd i Halsnæs Kommune kan gratis få økologicheck i løbet af 2022.

Der er adskillige arealer i Halsnæs Kommune, der vil kunne omlægges fra konventionelt til økologisk brug. Her ser Jens Peter Hermansen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug nærmere på en mark sammen med Anja Rosengren, der er formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø i kommunen. Foto: Halsnæs Kommune
De har grønne ambitioner i Halsnæs Kommune, og det omfatter også landbruget. Så derfor får landmænd i den nordsjællandske kommune de kommende uger et tilbud om at få et gratis økologicheck. Det oplyser Halsnæs Kommune i en pressemeddelelse.
- Interessen for økologiske produkter vokser, og for mange landmænd kan det derfor være interessant at få undersøgt mulighederne for at omlægge sin bedrift til økologi. Dette vil Halsnæs Kommune gerne støtte op om. Øget økologisk drift harmonerer nemlig med kommunens mål om at blive grønnere, og det vil understøtte vores status som Nordsjællands bæredygtige fødevarecentrum, siger Anja Rosengreen, der er formand for Udvalget for Klima, Natur og Miljø i Halsnæs Kommune.
Det er Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der foretager omlægningstjekkene, som finansieres af Fonden for Økologisk Jordbrug. Og der er nok at se til.
- Sidste år havde vi en projektbevilling på at lave godt 200 omlægningschecks, og det gjorde vi også. Vi oplever en god interesse for økologien, og det kan måske godt være lidt overraskende i en tid hvor mejerier og slagterier ikke har åbnet for nogen kampagne for at få nye økologer ind, og det er måske heller ikke nogen hemmelighed, at prisen på de økologiske salgsafgrøder heller ikke var de bedste sidste år, siger Jens Peter Hermansen fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der er leder for projektet.
Han peger på, at der kan være flere overvejelser at gøre sig, hvis man som landmand eller gartneriejer måtte overveje at skifte til økologi.
- Men for de fleste landmænd gælder det her måske også om at vejre stemningen for, hvor man tror at markedet bevæger sig hen i løbet af de næste år. og der er jo et øget salg af økologiske varer, der er en politisk opbakning både herhjemme men også i den nye CAP-reform, der tilsiger mere økologi, og det gør måske at flere landmænd tænker, at det her er en god anledning til at få afsøgt, hvilke muligheder der er, fortæller han.
Kan lave benarbejdet
Et omlægningstjek består i et besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens produktions- og afsætningspotentiale i en økologisk version.
- Man får et besøg af en faglig rådgiver indenfor det produktionsfelt, man nu måtte være i. Og der spænder vi jo lige fra, at vi har gartnerirådgivning tilknyttet og selvfølgelig kvæg, planter, svin og fjerkræ. Og der tager man en snak med landmanden forud for besøget for at afklare, om der er nogle papirer, nogle informationer, man har behov for at få inden, siger han til LandbrugØst.
- Bagefter tager man så besøget ude på bedriften, og gennemgår produktionsforhold, altså går i marken, i stalden, og tager en snak om sædskifte, maskinpark, husdyrhold, og også hvilke afsætningsmuligheder der er, hvordan ser markedet ud. Så det vil sige, at man også kommer lidt rundt om økonomien.
Formålet med visitterne hos landmændene er ikke at komme med en færdigstrikket plan for fremtiden, men mere at lave benarbejdet, lyder det fra Jens Peter Hermansen.
- Vi laver ikke nogen færdige driftsøkonomiske beregninger derude, men vi bruger et par timer derude, og bagefter laver vi så et referat til landmanden, så han har et beslutningsgrundlag at kunne tage med ind til deres landboforening bagefter.
Han tilføjer, at landmænd eller gartneriejere, der måtte være bosat i andre kommuner end Halsnæs, også er velkommen til at tage kontakt til projektlederen, hvis de skulle være interesserede i at få et gratis økologicheck.