Økologisk årsmøde har fokus på økologiens rolle i grøn omstilling

L&F’s Økologisektion holder årsmøde, hvor fokus – udover det politiske arbejde – er på økologiens rolle i den grønne omstilling. Her bliver blandt andet oplæg og debat med Maria Reumert Gjerding og Svend Brodersen.

Torsdag den 26. oktober holder Landbrug & Fødevarers økologisektion årsmøde på Hansenberg i Kolding. Udover beretning og debat af økologisektionens arbejde samt valg til bestyrelsen har mødet et stærkt fokus på økologiens plads i den grønne omstilling.

- Når vi taler bæredygtig fødevareproduktion, så ender det ofte med primært at handle om klima. Men bæredygtighed spænder videre end det. Derfor tager vi debatten om natur og biodiversitet, hvor økologien har noget særligt at byde på, fortæller Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen.

Her deltager Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding, Svend Brodersen, ejer og direktør på Gram Slot, og Bent Rasmussen, specialkonsulent i Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

- Vi kommer blandt andet til at høre om EU’s nye lov for naturgenopretning og ny dansk naturlov, og hvad det betyder for landbruget, ligesom vi får et kig i værktøjskassen for at skabe biodiversitet i agerlandet, og om og i givet fald hvordan, vi kan lave et naturregnskab på bedriftsniveau, siger Hans Erik Jørgensen.

- Vi kommer blandt andet til at høre om EU’s nye lov for naturgenopretning og ny dansk naturlov

Hans Erik Jørgensen, formand for L&F’s Økologisektion

Markrobot og fossilfrie traktorer

I dagens andet tema giver tre eksperter en status på, hvor langt vi er nået ad vejen mod et fossilfrit økologisk landbrug baseret på sol, vind og biogas.

- At eliminere fossilt drevne redskaber er et vigtigt mål for mange økologiske landmænd. Til årsmødet får vi et overblik over de nyeste fossilfrie teknologier fra rundt i Europa fra Innovationscenter for Økologisk Landbrugs egen ekspert Arne Grønkjær. Henning Sjørslev Lyngvig fra Seges Innovation giver et bud på, hvor langt vi er med fossilfrie traktorer, og Kristian Warming fra Farmdroid fortæller om planerne for videreudviklingen af den populære markrobot, lyder det fra formanden for Økologisektionen.

På årsmødet kåres også Årets Øko-elev 2023. Konkurrencen bliver afholdt for at hylde de dygtige elever rundt om i landet på landbrugsskolerne, som har særlig interesse for økologi. Det er femte gang, konkurrencen bliver afholdt.

Mødet holdes på Hansenberg i Kolding. Sidste frist for tilmelding er 20. oktober på adressen www.tilmeld.dk/oeko2023.

Læs også