Klimaet og klimaforandringerne er omdrejningspunktet for en stor del af programmet, når den danske øko-branche samles til økologikongres den 20.-21. november.
Op mod 900 deltagere forventes til året Økologikongres, som finder sted i Vingsted den 20.-21. november. Bæredygtighed og klima står højt på dagsorden.
- Forbrugerne forventer, at landbruget leverer fødevarer af høj kvalitet, der er produceret bæredygtigt, klimaneutralt, lokalt og med hensyn til velfærd og biodiversitet. Vi skal hele tiden udvikle og blive dygtigere, så vi er parate til at imødekomme morgendagens krav til en klimabevidst og bæredygtig fødevareproduktion. Det skal økologien være en del af, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug og Fødevarer, der arrangerer kongressen sammen med Seges, Økologisk Landsforening og Biodynamisk Forening.
- I økologien er der indbygget en række løsninger på flere bæredygtighedsmål som rent vand og naturindhold. Økologien har, ligesom landbruget, som helhed sine udfordringer med ikke mindst klima. Vi arbejder intenst på at skabe effektive klimaløsninger, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, og tilføjer:
- På kongressen bliver vi klogere på, hvor økologiens styrker og svagheder er på en bredere bæredygtighedsdagsorden.
58 møder
Kongressen er for alle økologer og byder på 58 møder, hvor rådgivere, forskere, landmænd og andre eksperter formidler den nyeste viden inden for alle produktionsgrene.
Møderne peger imod tendenser, muligheder og debatter, hvor det fælles mål er at se på, hvordan det økologiske landbrug kan være med til at sikre en bæredygtig og klimabevidst fødevareproduktion.
Programmet indeholder en bred vifte af temaer, og ét af fokuspunkterne er jordens frugtbarhed. På fem faglige møder kan deltagerne få inspiration til blandt andet at binde kulstoffet i jorden og derved både øge jordens frugtbarhed og slå et slag for klimaet.
- Det kalder nemlig på handling, når landbruget i 2017 stod for cirka 30 procent af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser, lyder det fra arrangørerne.
mip