Maskinforretningen Sivertsen A/S har i det seneste regnskabsår næsten fordoblet bundlinjen, og der er optimisme trods afbrudt samarbejde med New Holland.
2024 har været lidt op og ned for maskinforretningen Sivertsen A/S. I januar meddelte Sivertsen, at der nu blev sat punktum for 60-års samarbejde med New Holland, men virksomheden har for nylig nu præsenteret et regnskab, som giver optimisme for fremtiden.
I den »skæve« regnskabsperiode, der går fra 1. oktober 2022 til 30. september 2023. opnåede Sivertsen et driftsresultat på 3 millioner kroner, samt en bruttofortjeneste på 28,9 millioner kroner, hvilket er en stigning fra året før, hvor driftsresultat lød på 1,6 millioner kroner og bruttofortjenesten på 26,7 millioner kroner.
Årets resultat vurderes i ledelsesberetningen som »tilfredsstillende«, og man begrunder årets fremgang med, at der har været en stigende efterspørgsel efter selskabets produkter.
I regnskabsåret lyder egenkapitalen på 19,5 millioner kroner, hvilket er en stigning i forhold til sidste år, hvor egenkapitalen lå på 17,7 millioner.
I forbindelse med bruddet med New Holland skrev Sivertsen i en pressemeddelelse, at firmaet, som har lokationer i Roskilde og på Bornholm, ser det »som en mulighed for at udvikle forretningen i nye retninger«.
- Der er mange interessante muligheder for udvikling af produktmikset på det nuværende marked, og Sivertsen kigger i den aktuelle situation i flere retninger, fortæller salgschef i Sivertsen, Bjarne Obel.
Virksomheden vil sælge New Holland-maskiner 2024 ud og vil derefter fortsat servicere maskinerne.