- Vi kan levere på CO2-lagring, mindre vand- og vinderosion, øget biodiversitet og mindre pesticidforbrug, lød det fra formanden på generalforsamlingen i FRDK.
Politisk var klimaet et centralt emne i 2020, og det vil for landbruget blive det endnu mere i 2021.
Det fastslog formand og gårdejer Henrik Terp i sin online-beretning på den 22. generalforsamling i Foreningen for Reduceret jordbehandling i Danmark (FRDK).
- Vi skal fra landbruget først og fremmest levere inden for CO2 og biodiversitet. Og er der noget, vi kan i FRDK, så er det CO2-lagring i jorden som livgivende kulstof og at øge biodiversitet. Vi har løsningen, som samfundet efterlyser, påpegede Henrik Terp.
Stigende tilgang
FRDK blev stiftet i 1999 og har siden haft stigende medlemstilgang. Der er i det forgangne år kommet yderligere 16 medlemmer til, så FRDK i dag har 634 medlemmer.
- I øjeblikket er der 3.500 landmænd, der dyrker pløjefrit i Danmark. Så vi har plads til mange flere medlemmer – jo flere medlemmer, jo større indflydelse kan vi få, understregede formanden.
350.000 hektar blev ved seneste tælling i 2018 dyrket pløjefrit i Danmark og godt 30.000 hektar blev sået direkte. Endnu foreligger tallene fra 2020-tællingen ikke, men en fortsat stigning ventes.
Bedre klima
Ny vidensyntese fra Aarhus Universitet har bekræftet de positive effekter af CA på CO2-lagring, mindre vand- og vinderosion, øget biodiversitet, mindre pesticidforbrug med mere.
- Vi beskyldes nogle gange for at være religiøse. Så det er godt at få bekræftet den klimavenlige effekt og få understreget, at vi er en forening for alle, uanset om man er pløjende, harvende eller bruger direkte såning. Det er heller ikke et spørgsmål, om man er økolog eller ej, påpegede Henrik Terp.
Regeringen har politisk budt op til forhandling af tre centrale landbrugsområder. Det er omkring klimaneutralitet, biodiversitet i agerlandet og kvælstofudvaskningen.
- Alle tre områder kan vi i planteavlen løse med forskellige kombinationer af minimal jordbearbejdning, jorddække året rundt og et sundt sædskifte, fastslog Henrik Terp.
- Vi kan endda mere end klimaneutralitet – vi kan direkte fjerne CO2 fra atmosfæren og lagre den som kulstof i jorden.
Mindre overskud
Han er meget tilfreds med, at der nu kommer bælgplanter med i de tilladte efterafgrødearter. Der skal imidlertid kvælstof til for at lagre kulstof i jorden.
- Derfor må der fremover ikke kun tænkes i kvælstofkvote til udbytter, men også til at lagre kulstof med, lød det fra formanden.
Så ligesom økologerne får særlige tilskud, understregede han, at der også gives tilsvarende tilskud til pløjefri dyrkning.
Ifølge Henrik Terp bør der laves klimaregnskab, hvor lagring af CO2 kan omskrives i certifikater, der kan sælges eller beholdes som et aktiv.
Regnskabet hos FRDK viste et mindre overskud – primært fra shopFRDK’s salg af frøblandinger.
- Omsætningen i shopFRDK har været den højeste i dens 11-årige eksistens. Vi laver egne frøblandinger og har markedets laveste priser, lød det i den forbindelse fra Henrik Terp.