Nattefrost kan koste de første frilandsjordbær

Mens de første jordbær var i blomst, og den fiberdug, der har dækket dem den første tid, netop var taget af, for at muliggøre bestøvning, måtte den på igen hos Martin Knudsen i Hjadstrup for at beskytte mod frostnætterne i slutningen af april.

- Er det ikke fantastisk?

Martin Knudsen fra Kærsgaard i Hjadstrup fremviser denne solrige aprildag stolt de jordbærplanter, der indtil for få dage siden var dækket af fiberdug og plastik.

- Sammenlignet med dem, der ikke har været overdækket, er der jo en verden til forskel. Her er der forår og sommerstemning. Man kan næsten høre bierne summe og mærke solens varmende stråler, siger han med et smil, der dog hurtigt får en lidt anstrengt mine, da spørgsmålet falder på de kommende dages mulige nattefrost.

- Det kan faktisk holde mig vågen om natten. Selvom jeg efterhånden har lært, at hvis der er lovet ned til mellem 0-4 grader, stjerneklart og uden vind, så kan jeg lige så godt lægge fiberdugen på, da det som oftest fryser i jordhøjde disse morgener.

Kan ikke tåle frost

- Når jordbærrene har fået blomster, så tåler de ikke frost, og det kommer også nok til at betyde, at jeg skal have de her rækker dækket over igen. Jeg tør ikke risikere, at vi i værste fald står uden de tidlige jordbær, som gerne skal være klar til at blive plukket forhåbentligt sidst i maj.

- Det nytter bare heller ikke noget, at vi holder dem overdækkede for længe. For når blomsterne er der, skal der jo en bestøvning til, og derudover er fiberdugen hård ved bladene, især når det blæser, så det bliver nogle dage, hvor jeg kommer til at holde øje med temperaturen ret intenst, lyder det denne ellers solrige 22. april.

- Også om natten.

Fascinerende forskel

De jordbærplanter, der ikke har været overdækket med fiberdug og plastik, er under halv størrelse og endnu uden blomst.

- Der er en enorm forskel, og det er jo især tydeligt her i marken, hvor vi har dem stående ved siden af hinanden. Det er fascinerende, at noget kan være så langt fremme, når alt udenfor står som om, det er gået ud, siger Martin Knudsen igen, tydeligt imponeret.

At én hektar jordbærplanter er overdækkede, og de resterende fem hektar får lov at klare sig uden, skyldes ønsket om en lang plukkesæson.

- Ud over drivning med fiberdug og plastik, har vi syv forskellige jordbærsorter, alle med forskellige plukkeperioder. Det bidrager ligeledes til en lang sæson.

18.000 bakker jordbær

Den overdækkede hektar af sorten Honeye, skal gerne give i omegnen af 7-9.000 kg jordbær, svarende til cirka 18.000 bakker, og det vel at mærke til den høje startpris, der som oftest er på de tidlige frilandsjordbær.

- Så går de til på grund af frost, vil det være en meget stor del af vores sommerindtjening, der ryger der. Jeg tør slet ikke tænke tanken, siger Martin Knudsen, der sælger en del af jordbærrene fra Kærsgaards egen gårdbutik.

Inden længe skal rækkerne mellem jordbærrene radrenses for ukrudt, og der skal lægges halm ud.

- Det gør vi for at hindre ukrudt i at spire frem og for, at der ikke skal komme så meget jord på bærrene, inden de plukkes, påpeger den unge landmand.

Læs også

Hveden arbejder videre i kulden
Sunde hvedemarker betaler for mikronæringsstoffer
Gunderslevholms driftsleder: - Vi bruger altid pH Control i marksprøjten
Græsblandingens kvalitet skal ses efter fremspiring
Brug mobiltelefonens GPS når du arbejder i marken
Præcisionslandbrug er kommet op i gear – men potentialet er fortsat stort