Næsten 120 landmænd viser interesse for conservation agriculture

I alt 117 landmænd har vist interesse for at komme med i en erfagruppe om conservation agriculture eller pløjefri dyrkning.

Der er ingen tvivl om, at mange danske landmænd går med overvejelser omkring at droppe ploven og prøve kræfter med pløjefri dyrkning og conservation agriculture (CA).

Det står klart, efter at Seges i samarbejde med Foreningen for reduceret jordbearbejdning i Danmark (FRDK) og rådgivere inden for de pløjefri systemer har efterlyst deltagere til nye erfagrupper.

På få uger har mere end 100 landmænd meldt sig på banen. 117 i alt.

- Erfagrupperne giver en fantastisk mulighed for at optimere dyrkningssystemerne i praksis, og vi er rigtig glade for at have specialkonsulenter i pløjefri dyrkning overalt i landet, som er klar til at tage udfordringen op, siger Annette Vibeke Vestergaard, landskonsulent, Jord og Dyrk, Seges.

Forskellig bearbejdning

Ud af de i alt 117 interesserede pløjer 26 af landmændene i dag en del eller hele deres areal. Det svarer til hver femte deltager i de nye erfagrupper.

- Det er meget interessant at se, at så mange pløjende landmænd også er interesserede i principper for conservation agriculture, fortæller Hans Henrik Pedersen, der er projektchef hos FRDK.

De øvrige interesserede landmænd bearbejder i dag jorden i forskellig grad. Nogle dybdeharver, andre laver overfladisk jordbearbejdning, og andre igen sår direkte.

Geografi eller specifik interesse

De landmænd, der har tilmeldt sig, kommer fra hele landet, og både planteavlere, mælke- og svineproducenter er bredt repræsenteret.

Hver landmand har tilkendegivet, hvilke ønsker han eller hun har til en erfagruppe. De nye erfagrupper sammensættes derefter, så der er sammenfald mellem interesser og ønsker.

- Nogle ønsker at indgå i en lokal gruppe, mens andre har tilkendegivet, at de vil køre langt efter at mødes med nogle, der har samme interesser som dem selv, oplyser Hans Henrik Pedersen.

Læs også