Supplér gødningen med efterafgrøder og spar penge

Efterafgrøder er et nødvendigt onde – men kan med de høje gødningspriser også blive en gevinst, da de billigere kan fiksere kvælstof i jorden og samtidig give føde til mikroorganismer.

Af planteavlsmedarbejder Oliver Baaring Andersen, Patriotisk Selskab

Patriotisk Selskab minder om, at efterafgrøder i et vist omfang kan erstatte brugen af handelsgødning.

I første omgang skal man sørge for at etablere nok planter pr. kvadratmeter. For eksempel anbefales det at bruge 10-15 kg pr. hektar af blågul MFO-blanding med olieræddike og honningurt, hvilket er dobbelt så meget, som mange bruger.

Blågul MFO-blanding koster cirka 25 kroner pr. kg, svarende til 250-375 kroner pr. hektar eksklusive etableringsomkostninger ved etablering af 10-15 kg pr. hektar. Herefter kan der påregnes en fiksering af 25 kg kvælstof i jorden. Skal de 25 kg kvælstof købes som handelsgødning, vil det med priserne i skrivende stund (3. maj 2022) på cirka 20 kroner pr. kg koste 500 kroner pr. hektar eksklusive omkostninger til tildeling.

Etablering bør ske så tidligt som muligt, da udsædsmængden skal hæves, jo længere man kommer hen – 10 kg blågul MFO-blanding pr. hektar kan ved tidlig etablering være nok til at fiksere 25 kg kvælstof i jorden.

Valg af efterafgrøde

Efterafgrøder frigiver den bundne kvælstof forskelligt og med varierende hastighed.

Til leret jord er det ved vårsæd en fordel at vælge efterafgrøder med en sen tilgængelighed, for eksempel olieræddike. Eller nedmuld eventuelt snittet halm.

Ved sandet jord kan det anbefales at bruge efterafgrøder, hvor det fikserede kvælstof hurtigt bliver tilgængeligt, for eksempel bælgplanter eller kløver.

Den efterfølgende hovedafgrøde og dens etableringstidspunkt bør desuden tænkes ind i valget af efterafgrøde. C/N-forholdet giver et billede af, hvornår det fikserede kvælstof vil være tilgængeligt for hovedafgrøden. I den forbindelse skal efterafgrødens tid på arealet, tykkelse på stængler og derved organisk materiale samt tidspunktet for destruktion og den videre frigivelse af kvælstof overvejes.

Destruktion hvornår?

Ved leret jord anbefales destruktion i det sene efterår omkring 1. november. På sandet jord kan det trækkes til omkring 1. februar. Hermed opnås fuld udnyttelse, og kvælstofudvaskning undgås.

Læs også