Af Jonas Johansen, planterådgiver i Sagro
Jeg har siden 2022 nørdet med etableringsforsøg med hybridrug. Det er der nu resultater fra.
Forsøgene er lavet med henblik på at undersøge udbyttet fra forskellige såtidspunkter og udsædsmængder. Desuden blev udbyttet undersøgt ved varieret sådybde og kernestørrelse.
Et spørgsmål, jeg blandt andet stillede, var, om øget udsædsmængde kunne kompensere for en senere såning. Her er svaret, at »ja det kan den godt«, men kun til en vis grænse. For det er stadig den tidlige såning, der giver størst udbytte. Planten har ganske enkelt bedre tid til at buske sig.
Den parcel, som gav mest, var den fra 6. september med 106 hkg pr. hektar og 150 planter pr. kvadratmeter.
Men som altid skal man have sin græsukrudtsstrategi klar, hvis man sår tidligt. Man kan ikke bare sprøjte sig ud af problemerne, da det kan ende med, at noget af ukrudtet bliver resistent. Og så har man for alvor problemer. Men det kan man for eksempel løse med et gennemtænkt sædskifte.
Sådybde og kernestørrelse
Desuden har jeg undersøgt både kernestørrelsen (lille, mellem og stor) og sådybden (to, fire og seks centimeter), og begge har stor indflydelse på fremspiringen, viser forsøgene.
Det er meget simpelt. Antal aksbærende strå falder med sådybden, og store kerner giver flere aksbærende strå. Resultaterne viser tydeligt, at man bliver relativt hurtigt straffet, hvis man sår for dybt. Forskellen på to og fire centimeters sådybde er ret stor – omkring fem hkg pr. hektar.