Rådgivningsselskabet Agrovi holdt for nylig to møder, i henholdsvis Maribo og Ringsted, hvor chefanalytiker John Jensen fra AgroMarket orienterede om det aktuelle verdensmarked for korn og planteprodukter.

- Det helt usædvanlige år sidste år sidder for de fleste stadig i hukommelsen, men det skal man helt glemme, understregede chefanalytikeren.

- De første tal fra FAO for den forventede høst her i 2019 viser en usædvanlig stor produktion i vente af hvede og proteinafgrøder – lige præcis modsat af 2018-forholdene.

- Der kommer bare en overflod af hvede. Det vil minde om en tsunami af nyhøstet hvede på verdensplan, lød det fra John Jensen, der forklarede den store mængde hvede med gode vækstforhold verden over netop nu.

- Vi er dog faktisk bare tilbage til normal hvedeproduktion. I det katastrofale år sidste år har vi blot glemt, hvor stor høsten normalt er.

Majslagre omdannes til ethanol

Derimod ser det lidt anderledes ud for verdens anden store afgrøde, majs.

- Her er markedssituationen, at vi bruger af majslagrene og nedbringer disse. Dog er der stadig store lagre og ingen grund til panik, fastslog John Jensen.

Det er faktisk kineserne, der bruger mest fra deres majslagre i øjeblikket. De kinesiske lagre udgør over halvdelen af verdens majslagre.

- Kineserne har besluttet at omdanne deres enorme majslagre til ethanol. Tager man kineserne ud af statistikken, så stiger den øvrige verdens lagre af majs også, berettede han.

Meget korn oplagret på Sjælland

Verdens sojaproduktion er stort set også igen normal, og det betyder produktion af rigtig meget soja.

- Der er allerede meget soja på lager, og der er udsigt til rigtig meget mere fra den kommende sojahøst, pointerede John Jensen.

Der er altså forventninger om meget hvede, majs og soja på markedet i kommende høst.

- Det blev klart for investorerne sidst i februar, og siden har opfordringen lydt på at sælge, sælge og atter sælge, fortalte John Jensen og fortsatte:

- Som landmand skal man også se at få solgt sit korn, hvilket nok især landmænd vest for Storebælt har fået gjort, meddelte chefanalytikeren.

John Jensen ser nemlig stadig store partier korn oplagret på Sjælland, og dem er det på høje tid at komme af med, understregede han.

Planter