Landbrusstyrelsen truer 1.500 landmænd med politianmeldelser

Har Landbrugsstyrelsen ikke modtaget de lovpligtige gødningsregnskaber for 2013/2014, 2014/2015 og 2015/2016, bliver sagen sendt videre til politiet, lyder det fra styrelsen, der i sidste måned fik kritik af miljø- og fødevareministeren.

For at sikre en velfungerende kontrol med gødskningsreglerne og gødningsforbruget i Danmark er det afgørende, at alle landmænd, der har pligt til at indberette deres gødningsforbrug, sender deres gødningsregnskab til Landbrugsstyrelsen til tiden.

Cirka 1.500 landmænd har undladt at sende deres gødningsregnskab i et eller flere af de seneste tre planår, på trods af Landbrugsstyrelsen har sendt rykkerbrev til dem. Derfor vil deres sag nu blive sendt videre til politiet, der kan sanktionere en eventuel overtrædelse med bøde, meddeler styrelsen.

Truslen om politianmeldelser kommer en måned efter, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) udtalte en hård kritik af sin styrelse i et brev til medlemmerne af Folketingets Miljø- og fødevareudvalg for at undlade at følge op på de manglende indsendelser af gødningsregnskaber.

- Jeg finder det af Landbrugsstyrelsen oplyste forløb stærkt utilfredsstillende, og jeg har bedt styrelsen om indenfor syv dage at redegøre for forløbet, herunder hvordan denne mangel på opfølgning har kunnet finde sted, så en række sager er blevet forældet, skrev ministeren.

De pågældende gødningsregnskaber skulle være indsendt henholdsvis den 31. marts 2015 for planåret 2013/2014, den 31. marts 2016 for planåret 2014/2015 og den 31. marts 2017 for planåret 2015/2016.

Landbrugstyrelsen oplyser:

Alle virksomheder, der er tilmeldt Register for Gødningsregnskab, skal indberette gødningsregnskabet for alle de planperioder, virksomheden har været tilmeldt registeret. Dette gælder i henhold til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, og det gælder også, hvis du

  • Er ophørt med at drive landbrug efter den 1. august i planperioden
  • Har bortforpagtet arealerne efter den 1. august i planperioden
  • Ikke har brugt gødning

Læs også