Pløjekongerne sidder tungt på tronen

Mens det meste omkring DM i pløjning var ændret på grund af corona-restriktioner, var Søren Korsgaard og Martin Lindberg Velling vanen tro bedst i pløjefelterne.

Året 2020 har langt fra været som 2019. Corona-pandemien har trukket en dyne ned over verden, og også DM i pløjning har været ramt af både restriktioner og bekymringer for en eventuel aflysning.

Men noget er stadig, som det var i 2019. Søren Korsgaard og Martin Lindberg Velling er nemlig stadig de to bedste pløjere i Danmark. Det beviste de lørdag den 10. oktober, da de begge genvandt DM-titlen i henholdsvis vendeplov og standardplov.

DM-stævnet blev grundet corona-restriktioner afholdt på én dag og uden tilskuere. Region Aarhus LandboUngdom var arrangører på Houlbjerg Møllegaard nordvest for Aarhus.

Glade vindere

Søren Korsgaard fra Holstebro og Martin Lindberg Velling fra Hobro er begge meget seriøse konkurrence-pløjere, og de var da også begge favoritter før lørdagens konkurrence.

- Det gik sådan nogenlunde, det var en god stabil præstation. Heldigvis var det nok til at vinde, siger 23-årige Martin Lindberg Velling.

Søren Korsgaard fortæller:

- Jeg er rigtig glad for at vinde. Det var en skøn grønjord at pløje i, det var som guf. Jeg havde monteret nogle nye brystplader, og de gjorde, at furen blev rigtig rund og flot. Jeg tror, det var derfor, jeg vandt.

Ser frem mod VM

Nu gælder det for begge pløjere om at rette fokus på VM. VM i Rusland 2020 er blevet rykket til starten af pløjesæsonen næste år i juni.

- Jeg håber virkelig, VM bliver til noget, for det kunne være en stor oplevelse at komme til Rusland. Jeg har været mange steder med pløjning, men aldrig i Rusland, siger Søren Korsgaard og bliver suppleret af Martin Lindberg Velling:

- Jeg har det faktisk meget bedre, når jeg pløjer til VM eller andre internationale stævner. Så kan jeg meget bedre slappe af, for til DM kan jeg godt føle, at jeg har mere at miste end at vinde. Så jeg ser meget frem til, at vi forhåbentlig kan komme til VM næste år.

I ungdomsklassen vandt Christoffer Dam fra Kirke Hyllinge i vendeplov og Jacob Neimann fra Hobro i stadardplov. Nis Geertsen fra Hanstholm vandt landbrugsklassen.

cc

Resultater fra DM i Pløjning 2020

Vendeplov senior

1: Søren Korsgaard, Holstebro, 128 point

2: Søren Svenningsen, Nibe, 120,75

3: Jesper Madsen, Odder, 114,75

 

Standardplov senior

1: Martin Lindberg Velling, Hobro, 120 point

2: Flemming Thorsager, Give, 107,5

3: Mogens Mark, Vils, 104,25

 

Vendeplov landbrugsklassen

1: Nis Geertsen, Hanstholm, 75 point

2: Anders Andersen, Kjellerup, 72,5

3: Martin T. Jensen, Kjellerup, 61,75

 

Vendeplov junior

1: Christoffer Dam, Kirke Hyllinge, 103,25 point

2: Malthe Krejberg, Nykøbing Mors, 95,25

3: Rasmus Staun, Nibe, 81

 

Standardplov junior

1: Jacob Neimann, Hobro, 113,25 point

2: Magnus Krejberg, Nykøbing Mors, 88,25

 

Veteraner, flerfuret liftophængt

1: Hans Frederik Klemmensen, Tinglev, 103,50 Point

2: Jørgen Jørgensen, Tim, 103,25

3: Rene Nielsen, Hårlev, 103,00

 

Veteraner, flerfuret bugseret

1: Niels Kr. Kristensen, Thisted, 98,75 point

2: Ove Kristiansen, Brande, 97,50

3: Jens Peter Ridder, Hårlev, 96,25

 

Veteraner, classic

1: Morten Kjærgaard, Havndal, 107,00 point

2: Bernd Clemmensen, Bylderup Bov, 103,00

3: Arne Kjær, Allingåbro, 99,75

 

Veteraner, 1-furet

1: Finn Pedersen, Sæby, 102,75 point

2: Theodor Hedegaard, Bedste Thy, 95,75

3: Finn Pjengaard, Bogense, 94,00

Skolepløjere stod for presset

PLØJNING Det var fire glade studerende fra Bygholm Landbrugsskole, der stod på præmieskamlen ved DM i pløjning 2020. Godt nok stod de der alene, da holdene på anden- og tredjepladsen grundet corona-restriktioner havde sat sig ned igen, men det gjorde ikke glæden mindre.

Til DM i pløjning dystede syv pløjeteams fra fire forskellige landbrugsskoler om, hvem der kunne pløje mest præcist og flottest. Pløje-dommerne gav karakterer ud fra 10 forskellige parametre, og arbejdet med sikkerhed under konkurrencen blev også bedømt.

Bygholm-eleverne klarede sig bedst, og det var tydeligt, at sejren havde stor betydning for dem. Ikke mindst fordi, der var et vist pres på dem, da Horsensskolen var forsvarende mestre.

- Det sidste vi fik at vide fra de andre på skolen var, at nu skulle vi sørge for at vinde pokalen, så det er rigtig fedt, at det lykkedes. Vi har trænet meget, og vi har fået stor hjælp af vores trænere. Vi er megaglade, sagde Simon Kragh Larsen

De øvrige deltagere på holdet var Maria Nygaard Jensen, Mads Flou Larsen og Mathias Basse Brønd.

Læs også