Agerskov-formand: - Det er et stort flopnummer. Jeg er dybt skuffet

Regeringen sidder med flertallet. Så trepartsaftalen bliver ikke endnu værre for landbruget, når den bliver til lov, vurderer Jens Peter Aggesen, formand for Agerskovgruppen. Han tror, løbet er kørt for traktordemonstrationer.

Skuffelsen over trepartsaftalen er tydelig at mærke på formanden for landmandsforeningen Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen.

- Det er et stort flopnummer. Jeg er dybt skuffet over det her. Ingen tænker over, at fødevarer er grundlaget for alt liv. Og ingen tænker i det her over, at Danmark udleder en tusindedel af verdens CO2.

- Der er heller ingen reflektion over, at vi er medlem af EU, som slet ikke er selvforsynende med fødevarer. Her troede jeg ellers, at EU var et fælles projekt. Men nu går Danmark enegang. Og jeg synes ærligt talt, at det er tosset at lave en CO2-afgift i Danmark – som det eneste land i verden, siger Jens Peter Aggesen, formand for landmandsforeningen Agerskovgruppen.

Næppe traktordemonstrationer

Agerskovgruppen har tidligere være aktiv i de traktordemonstrationer, som er udgået fra landbruget i de senere år. Og selvom han ikke helt kan afvise, at traktorerne igen kommer til at rulle, tror Jens Peter Aggesen ikke rigtigt på idéen lige nu.

- Jeg tror, at løbet måske er kørt for traktordemonstrationer denne gang. Regeringen sidder jo med et flertal. Og kan gøre, hvad den vil. Og derfor tror jeg heller ikke, at trepartsaftalen bliver værre for landbruget, end det der foreligger nu. Heller ikke efter politiske forhandlinger.

- Men jeg er dybt skuffet. Og selvom aftalen kunne have været endnu værre for landbruget med en endnu højere afgift, er det dybt uheldigt med en CO2-afgift på danske fødevarer i kølediskene, hvor de ligger side om side med udenlandske fødevarer, der ikke er afgiftsbelagte.

- Nu er det op til de enkelte landbrug at få det bedste ud af det her. Og at fortsætte med at lave de tiltag, som landbruget jo allerede i forvejen er i fuld gang med, slutter Jens Peter Aggesen.

Læs mere om Den grønne trepart

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en stor omlægning af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også