Hvis Nordic Sugar fortsat skal have sukkerproduktion på Sydhavsøerne, vil virksomheden fremadrettet skulle sænke sit CO2-aftryk, der er det næststørste for nogen dansk virksomhed, betydeligt.

Derfor håber sukkergiganten på, at man på Christiansborg snart træffer en afgørelse i sagen om den 115 kilometer lange ledning, der både skal krydse vandet ved Storstrømmen og ved Guldborgsund. 

En afgørelse venter efter alt at dømme indenfor kort tid. Effektivt Landbrug erfarer således, at beslutningen allerede mandag kan blive meldt ud, men at der ikke er truffet en beslutning på nuværende tidspunkt.  

Den endelige beslutning vil dermed ende en langvarig debat om det fornuftige i at bygge gasledningen. 

Det skyldes blandt andet, at det primært er i forbindelse med årets roekampagne fra oktober til januar, at Nordic Sugar primært har brug for den. Samtidig påpeger kritikere af planerne, at det vil være forbundet med et samfundsmæssigt underskud i en størrelse, der er anslået til et trecifret millionbeløb.

- Stor omkostning 

En af kritikerne er tidligere medlem af ungeklimarådet, klimadebattør Martin Collignon, der til daglig arbejder professionelt med bæredygtighed i IT-branchen.

- Byggeriet vil blandt andet skabe et samfundsøkonomisk tab på flere hundrede millioner kroner. Så det er en stor omkostning for samfundet. Men ud over det, så låser man virksomheder og måske også borgere fast til fossile brændstoffer i længere tid, selv om regeringen og EU har sagt, at man ikke skal bygge mere fossil infrastruktur. 

Men med til historien hører, at ledningen med tiden vil skulle køre på biogas, men ifølge Martin Collignon vil det ikke øge den samlede danske produktion af grønne alternativer til fossilt brændstof, selv om det på sigt vil føre til en større produktion af biogas på Lolland og Falster. 

- For den nye produktion af biogas, der vil komme der, vil være noget, man fjerner fra andre steder i Danmark. Det fremgår af et svar fra energi- og klimaminister Dan Jørgensen (S) til Søren Egge Rasmusen (EL) i november måned sidste år. For den eneste måde, man kan producere biogas på, er ved hjælp af statsstøtte, siger han. 

Martin Collignon peger også på, at mængden af statsstøtte er begrænset. 

- Så hvis man vælger at bruge noget af støtten til biogas på Lolland-Falster, så er det støtte, der ikke kommer andre steder hen i Danmark, og på den måde øger man ikke produktionen af biogas, siger han.

- Stort biogaspotentiale

Men der er flere gode grunde til, at man fra politisk side bør bakke op om opførelsen af en gasledning. Ifølge Frank Rosager, der er direktør i Biogas Danmark, er der to gode grunde til, at man bør anlægge gasledningen over 115 kilometer fra Sjælland til Sydhavsøerne.

- For det første er der et betydeligt biogaspotentiale på Lolland og Falster, og erfaringerne for de sidste 5-6 år har jo vist, at selv om der er kommet rigtig mange biogasanlæg rundt omkring i landet, så er der ikke kommet nogen der. hvor der ikke er rør, siger Frank Rosager til Effektivt Landbrug.

Det gælder eksempelvis på Djursland og på Lolland-Falster. 

- Så hvis man skal udnytte det potentiale, er det nødvendigt med et rør. Samtidig er det vigtige aspekt Danmarks Sukkerfabrikker, for hvem en rørledning er det rigtige, hvis man skal blive ved med at have sukkerproduktion til eksport i Danmark. siger Frank Rosager.

Alternativet til en rørledning er at begynde at bruge flydende gas transporteret med lastbil eller skib. 

- Men det vil stille Nordic Sugar dårligt i konkurrencen med andre sukkerproducenter i Europa. De har alle fået leningsgas, der er meget billigere. siger Frank Rosager og fortsætter:

- Så hvorfor skulle Nordic Sugar producere videre på længere sigt til et eksportmarked med større omkostninger, når man kan få det billigere?

Vinder på langt sigt

På trods af det samfundsøkonomiske underskud, der vil være i at bygge en gasledning, er der langt mere at vinde på den lange bane, end der er ved en omlægning uden en gasledning, mener Biogas Danmark-direktøren.

- Der er arbejdspladser i det her, og i de samfundsmæssige beregninger, man har lavet, har man jo ikke taget hensyn til beskæftigelsen, og det i et område, hvor der i forvejen er udfordringer omkring beskæftigelsen, siger Frank Rosager og fortsætter:

- Når man ser de beregninger, der er lavet, drejer det sig om cirka minus 200 millioner over 15 år i samfundsøkonomien. Men hvis man tager hensyn til, at der kommer biogas med CO2-reduktioner, så giver det et overskud på 200 millioner, siger han.

Samtidig ville en dyrere løsning for sukkerfabrikkerne i værste fald resultere i tab af arbejdspladser på Sydhavsøerne. 

- Det ville i hvert fald øge faren for, at man lukkede en af sukkerfabrikkerne eller dem begge, og der er jo 1.300 arbejdspladser på de to fabrikker. Men man skal også se på, at en større biogasproduktion på Lolland-Falster måske ville kunne skabe op mellem 50 og 100 arbejdspladser ekstra. 

Brev til ministre

Det er ikke kun Frank Rosager, Nordic Sugar og øvrige interessneter, der kæmper for at få ledningen vedtaget. 

I et brev til statsminister Mette Frederiksen (S), miljøminister Lea Wermelin (S) og energi- og klimaminister Dan Jørgensen skriver formand for klimapartnerskabet for energitung virksomhed, Michael Lundgaard Sørensen, således, at det er afgørende for den grønne omstilling, at man får udbygget gasinfrastrukturen i Danmark til også at inkludere Lolland-Falster. 

- Den plan, som klimapartnerskabet anviste for at nå 70 procents-målsætningen i 2030, står og falder med rettidig udbygning af gasinfrastrukturen til de store punktudledere, der ellers står uden reelle muligheder for at nå i mål med 70 procents reduktion af deres CO2-udledning. Alternativet er lækage og dermed tab af danske arbejdspladser. 

Han opfordrer regeringen til at træffe en afgørelse i sagen hurtigst muligt, og helst inden udgangen af januar måned. 

henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66

Politik