Det skal være nemmere at være landmand, når det handler om administration og kontroller, mener EU-Kommissionen, der nu går i dialog med medlemslandene - og landmændene selv.
Torsdag dumpede der et brev ind ad brevsprækken ved den belgiske regering, der for tiden har formandskabet i EU. Afsenderen var Europa-Kommissionen, og indholdet i brevet kan få positiv betydning for landbruget i Danmark.
For Kommissionen vil nemlig af med nogle af de administrative byrder, som landmænd oplever under de forskellige EU-tilskudsordninger. Det skal være nemmere at være landmand, og dermed følger Kommissionen op på tidligere udtalelser fra den tyske kommissionsformand, Ursula von der Leyen.
EU-Kommissionen giver pesticidforslag kniven
I en pressemeddelelse lyder det fra Kommissionen, at man allerede i næste uge på et møde med medlemslandene vil starte dialogen om regelændringer.
Går i dialog
Men man vil også i dialog med landmændene selv, og derfor bliver der lanceret en online-undersøgelse, der er henvendt direkte til landmændene i næste måned.
- Denne målrettede høring vil hjælpe med at identificere deres vigtigste bekymringskilder og forstå de kilder til administrativ byrde og kompleksitet, der stammer fra CAP-reglerne samt andre EU-regler for fødevarer og landbrug i EU og deres anvendelse på nationalt plan, lyder det fra Kommissionen i pressemeddelelsen.
Resultaterne fra undersøgelsen vil blive en del af en større analyse, der efter planen udkommer til efteråret.
Vil hjælpe landbruget
Med udspillet vil Kommissionen levere løsninger, der kan lette det nuværende pres, som landmænd i hele Europa føler, lyder det fra kommissionsformand Ursula von der Leyen.
- Vi reducerer den administrative byrde for vores landmænd for at hjælpe dem med at garantere fødevaresikkerhed for de europæiske borgere. Forenkling af vores landbrugspolitikker er en konstant prioritet, både på EU-niveau og nationalt niveau. Med disse handlinger leverer vi på løftet, vi gav vores landmænd om at fremskynde denne diskussion. Jeg ser frem til at høre medlemsstaternes synspunkter, siger hun.
Og hvad er det så, Kommissionen konkret vil gøre en indsats for? En hel del.
Blandt andet vil man forenkle visse kontroller ved at reducere antallet af besøg på gårde fra de nationale myndigheder med op til 50 procent. Det er noget, der er efterspurgt af mange lande.
Force majeure-tiltag
Der skal også gøres noget for landbruget, når landbrug bliver ramt af force majeure, altså ekstraordinære omstændigheder, der er udenfor landmandens kontrol, og som normalt ville kunne gå ud over landbrugsstøtten. Det kunne være tørke eller oversvømmelser, lyder det fra kommissionen.
Udspillet kan ses som en reaktion på de protester, der har været i mange EU-lande de seneste måneder, og som torsdag blev markeret med en fællesnational aktion ved den tjekkisk-polske grænse.
Flere landmænd starter traktorerne i Øst- og Centraleuropa
Et andet af de udspil, som Kommissionen vil komme med, handler om at fritage landbrug med under 10 hektar jord fra kontroller. Det har været en af de ting, der især har været kritiseret af franske landmænd.
Forslagene fra Kommissionen skal drøftes på et møde mandag den 26. februar.