- Kæmp for vores fælles værdisæt

Omkring 60 var mødt op til årets generalforsamling i Fyns Familielandbrug, der bød på både undren, skepsis og kampgejst.

Merete Pedersen blev genvalgt som formand for foreningen. Den nyvalgte bestyrelse i Fyns Familielandbrug. Fra venstre Henrik Drud, Mikkel Dreyer, Jannik Iversen, Allan Mortensen, Egon Andreasen og Arne Vad. I front Merete Hjorth Pedersen. Ib W. Jensen og Jesper Langfeldt er fraværende på billedet. Foto: Vinni Hansen, LRS
Folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) var gæstetaler. Lone Andersen (tv) viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Familielandbruget deltog også i generalforsamlingen.

Torsdag den 14. marts var der generalforsamling i Fyns Familielandbrug. Som de øvrige år, var der god tilslutning fra foreningens medlemmer og salen på Rugårdsvej var fyldt godt op.

- Det er dejligt at se så mange, lød det indledningsvist fra foreningens formand Merete Pedersen, der efter 3,5 år på posten modtog genvalg til endnu en periode i front for foreningens medlemmer.

Mange udfordringer

- Det forgangne år har budt på mange udfordringer for landbruget. Lang tørke i april/maj og meget regn i sommermånederne. Besværlig høst og lave udbytter for både korn og grovfoder. Landmandens udfordring har altid været at tilpasse sig. Det er nødvendighedens lov, og landbruget gør det gerne, sagde hun og understregede, at evnen til tilpasning bliver endnu mere påkrævet i den kommende tid, hvor alle har en mening og forventning til, hvordan fødevareerhvervet forvalter sine produktionsmetoder, natur, klima, miljø og øvrige samfundsopgaver.

Merete Pedersen undlod ikke at kommentere på kystvandråd, iltsvind og CO2-rapporten, som alle fik kritiske men også selverkende kommentarer med på vejen.

- Vi mærker klimaforandringerne på egen krop. Nu skal indsatser og løsninger frem på dagsordenen. Her tænkes blandt andet på bedre vedligeholdelse og pleje af åer og vandløb. Markdræn behøver nok også et nærmere eftersyn i løbet af året. De mange »søer« i landskabet denne vinter viser, at en indsats er påkrævet. Ekstreme vejrforhold skal vi have i fokus og forberede os på. Denne vinter er kun begyndelsen på, hvad der måske venter i fremtiden, sagde hun.

Fælles forum til dialog og samarbejde

Med fokus på året i Fyns Familielandbrug fremhævede formanden »Fælles fynsk Klimapartnerskab«, hvor alle tre fynske landbrugsorganisationer og de 10 kommuner er med.

- Aftalen er tænkt som et fælles forum til dialog og samarbejde mellem landbrugserhvervet og kommunerne på Fyn, men den erstatter ikke samarbejdet mellem os og den enkelte kommune. Der skal vi stadig være stærke, men sammenhængskraft vil være en styrke for alle, påpegede Merete Pedersen.

Åbent landbrug

Åbent landbrug er en årlig tilbagevendende begivenhed for landbruget. Denne åbenhed og samklang med befolkningen har, ifølge Merete Pedersen, førsteprioritet hos alle landmænd og landbrugets organisationer.

- Den 3. søndag i september slår de medvirkende landbrug dørene op for alle interesserede. Og sikke en interesse der var for at besøge vores økolog Mikkel Dreyer og hans familie. Op mod 1.500 gæster lagde denne søndag vejen forbi, for at komme tæt på dyr og mark.

- Dette års Åbent landbrug er ikke helt på plads, men det vil ske inden længe. Emner på interesserede landmænd modtages gerne. Knap 100.000 gæster på landsplan kiggede indenfor og flere udtalte, at de ville komme på besøg igen næste år. Åbenhed og gennemsigtighed nedbryder mange fordomme og myter, påpegede formanden.

Behov for flere medlemmer

I forlængelse heraf kom hun ind på Familielandbrugets behov for at være synlige.

- Synlighed, målsætning og medlemsrekruttering har Familielandbruget på landsplan arbejdet med i flere år. Succesraten af arbejdet er ikke særlig stor.

Merete Pedersen bad de fremmødte give deres besyv med til, hvordan dette bedst ændres.

- Familielandbruget, landsbyer og landdistrikter har altid været en del af vores DNA og det skal det også være i fremtiden, understregede hun og afrundende med en opfordring.

Tiden er inde til selvransagelse, respekt og samværsfølelse

- Trods det at udfordringerne for landbruget ser svære ud, så er tiden inde til, at vi landmænd rykker endnu tættere sammen om dette vigtige arbejde. Sortsyn og upassende ordvalg i medier og offentlighed fremmer ikke processen. Danskerne er afhængige af hinanden på alle niveauer og ingen job er overflødige. Tiden er inde til selvransagelse, respekt og samværsfølelsen for hinanden. Ingen kan stå alene, hverken borger, forbrugere eller landmænd. Læg selvoptagetheden væk og kæmp for vores fælles værdisæt: En fremtidig fødevareproduktion i Danmark i respekt for klima, natur og miljø.

Læs også