Derfor skrider statsministeren til masseaflivning af mink

Seruminstituttet vurderer, at mink udgør et stort reservoir af virus, og man pointerer, at der er en stor erhvervsrisiko forbundet med minkavl i smittede områder. - Worst case-scenariet er, at vi har en pandemi, der starter forfra med udspring fra Danmark, siger ekspert.

En fortsat minkavl under en igangværende Covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge Covid-19 med vacciner.

Det konkluderer Statens Serum Institut (SSI) i den risikovurdering, som ligger bag statsminister Mette Frederiksen og regeringens (S) beslutning om, at alle mink i Danmark skal aflives.

- Worst case-scenariet er, at vi har en pandemi, der starter forfra med udspring fra Danmark, forklarede epidemiolog Kåre Mølbak fra SSI på et teletransmitteret pressemøde onsdag.

Statsminister Mette Frederiksen understregede på pressemødet, at muterede virus blandt mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal. Og at hun derfor skrider til den drastiske handling.

Katastrofalt

På den baggrund skal anslået 15 millioner mink nu aflives i hele Danmark, hvilket har sendt chokbølger gennem hele erhvervet. Med aflivningen af alle mink i Danmark står anslået 6.000 mennesker til at miste deres job.

- Vi skal selvfølgelig ikke være årsag til en ny pandemi. Vi kender ikke det faglige grundlag for denne vurdering og risiko – det har vi ikke fået indsigt i. Men regeringens beslutning er en katastrofe for erhvervet og Danmark, lyder det fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere.

Det første tilfælde af smitte på en nordjysk minkfarm blev konstateret tilbage i juni. Seruminstituttet vurderer, at mink med SARS-CoV-2 nu udgør et stort reservoir af virus, og man pointerer, at der er en stor erhvervsrisiko forbundet med minkavl i smittede områder.

Instituttet konstaterer desuden, at det er ikke lykkedes at begrænse yderligere spredning til det omgivende samfund, lyder det i risikovurderingen, som er bestilt af Miljø- og Fødevareministeriet.

- Hvis minkproduktionen fortsættes i Danmark, således at der i 2021 genetableres en stor population af mink, vurderes det for overvejende sandsynligt, at denne population vil være modtagelige for smitte.

Derudover forventes der stadigt at være SARS-CoV-2 i omløb blandt mennesker, og ingen betydende immunitet i befolkningen før størstedelen af befolkningen er vaccineret, forklares det i risikovurderingen.

Frygt for svækket vaccination

Dermed er der, ifølge SSI, en betydelig risiko for gentagelse af smittespredning blandt mink og mennesker, som er set i Vestdanmark i 2020.

- Dette vurderes at indebære en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større sygdomsbyrde blandt mennesker, og ved at et stort virusreservoir i mink øger risikoen for, at der igen opstår nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod.

Samlet set kan den flokimmunitet, der opnås ved vaccination eller overstået infektion, risikere at blive svækket eller udeblive, vurderer SSI.

Minkvariant spredt 

Seruminstituttet konkluderer desuden i redegørelsen, at der siden begyndelsen af august er konstateret smitte på 168 minkfarme i Region Nordjylland – alle med SARS-CoV-2-minkvarianten.

Sideløbende hermed er der konstateret en stigende forekomst af SARS-CoV-2 blandt borgere i Region Nordjylland, hvor cirka halvdelen skyldes SARS-CoV-2-minkvarianten.

- Vi står over for en af de største sundhedsmæssige kriser, som verden nogensinde har oplevet. Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare, siger fødevareminister Mogens Jensen (S). 

International opmærksomhed

I skrivende stund kan de syv nordjyske kommuner Hjørring, Frederikshavn, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø se frem til strammere restriktioner end de, der er gældende i resten af Danmark.

Ifølge Politiken og DR vækker minkaflivningerne international opmærksomhed. Det skyldes frygten for, at den muterede coronavirus i danske mink i værste fald kan betyde, at pandemien starter forfra med udgangspunkt i Danmark.

Nyheden er blevet bragt af både det britiske nyhedsbureau Reuters, det franske AFP, det amerikanske AP og det tyske DPA. Også BBC, The Guardian, CNN og The New York Times har bragt nyheden.

jll@effektivtlandbrug.dk

telefon 63 38 25 48

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også