Fødevareministeren i krydsild efter »katastrofal« håndtering

Der blev skudt fra flere sider i Folketinget, da fødevareminister Mogens Jensen (S) onsdag var i samråd om minksagen i miljø- og fødevareudvalget i Folketinget.

Fødevareminister Mogens Jensen måtte gå i defensiven efter beskydning fra begge fløje i miljø- og fødevareudvalget i Folketinget, da han onsdag måtte stille op til et hasteindkaldt samråd i udvalget. 

Ministeren holdt her fast i, at han først i løbet af weekenden blev klar over, at udmeldingerne om aflivning af mink udenfor Nordjylland fra det pressemøde, som han og statsminister Mette Frederiksen afholdt onsdag den 4. november, kom på trods af, at der ikke var hjemmel i loven til at kræve raske mink udenfor risikozonerne på 7,8 kilometer omkring de smittede farme aflivet.

Samtidig kom det også frem, at regeringen arbejder med en kompensationsordning til minkavlere med to spor, hvor der kan være én type erstatning til avlere, der lukker permanent ned for minkavl, og en anden ordning for avlere, der ønsker at lægge deres avl i dvale og derefter ønsker at starte op igen efter 31. december 2021. Med andre ord vil der være helt lukket for minkavl i hele 2021. 

Katastrofal håndtering

Det var blå blok, der havde indkaldt til samrådet, og her startede venstremanden Thomas Danielsen med at konstatere, at samrådet var blevet indkaldt på grund af, at regeringens håndtering af minksagen havde været katastrofal, hvorefter han bad fødevareministeren om at kommentere og redegøre for den seneste udvikling i minkskandalen blandt andet i pressen.

I indkaldelsen til samrådet havde blå blok krævet en redegørelse for, hvordan det kunne gå til, at mink lå i store bunker i det fri, og hvor mink faldt ud af overfyldte containere, samt hvad der ellers var status på nuværende tidspunkt på området. 

Her oplyste fødevareministeren, at der havde været tale om, at døde mink havde ligget i det fri på to besætninger, fordi Daka ikke havde kunnet følge med til at destruere de mink, der var sendt dertil. Ifølge ministeren er der nu aflivet 2,5 millioner mink, og det tal var stigende med 100.000 om dagen. 

- Der kan selvfølgelig ske fejl og uheld. Det er klart, at det skal begrænses så meget som muligt. Dyrene skal behandles ordentligt, også selvom det skal gå hurtigt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, siger fødevareministeren. 

Hvornår løj ministeren?

Thomas Danielsen spurgte samtidig ministeren efter, hvornår han talte sandt og hvornår han løj under forløbet omkring den manglende lovjhemmel til at aflive alle mink i Danmark, og her fastholdt ministeren, at han havde talt sandt hele vejen igennem, trods forskellige udtalelser til pressen på forskellige tidspunkter.

Mogens Jensen fastholdt under samrådet, at det først var i weekenden den 7. eller 8. november, at han blev klar over, at der ikke var hjemmel til at kræve alle mink i Danmark udenfor sikkerhedszonen aflivet. 

- Jeg var ikke gjort bekendt med den manglende lovhjemmel. Det blev jeg først i weekenden, lød det flere gange fra ministeren under onsdagens samråd, der var udvidet til halvanden time. 

Samtidig lød det også fra ministeren, at han ikke var klar over, at der heller ikke var lovhjemmel til at give minkavlere, der hurtigt aflivede deres mink, en såkaldt tempo-bonus.

- Den oplysning, der fremgår af medierne i dag, er ikke en viden, der er tilgået mig. Hvem der vidste hvad i forhold til loven vil fremgå af redegørelsen, som jeg ser frem til at modtage onsdag i næste uge. Men for mig at se har Fødevarestyrelsen tænkt det som en opfordring, svarede Mogens Jensen. 

Fortsat ikke fredet

Tirsdag krævede flere fra blå blok, at sagen skulle få konsekvenser for regeringen, og at fødevareministeren skulle trække sig fra sin post. Det vil dog kræve et lignende ønske fra et af regeringens støttepartier, og her havde Radikale Venstre og Enhedslisten forud for samrådet ladet deres utilfredshed med sagen være tydelig.

- Når man træffer politiske beslutninger, selv om der er gode sundhedsmæssige grunde til at gøre det, så skal de være lovlige, og derfor er vi noget forundret over, at man ikke lige har sikret sig det, når man træffer så vidtgående beslutninger, som det her jo er, om at aflive 17 millioner mink, sagde den radikale Kristian Hegaard til TV2 News inden samrådet og fortsatte:

- Især fordi man ikke kan genoprette minkavlen, når det er sket, så skal der altså nogle gode argumenter på bordet for, hvorfor man ikke lige har sikret sig den fornødne lovhjemmel.

Både Radikale og Enhedslisten meldte dog efter samrådet ud, at de ville afvente resultatet af den undersøgelse, der er sat i gang om sagens forløb. Dermed ser ministeren ud til at have forlænget sit ministerliv med en uge foreløbig.

Kædes sammen med erstatning

Under onsdagens samråd kom ministeren også med en status om den erstatning, som minkavlerne i sidste ende kan se frem til at få for lukningen af deres minkfarme. Og den erstatning vil regeringen kæde sammen med loven om at aflive alle danske mink, samt at forbyde minkavl i Danmark i hele 2021. 

- Der skal være lovhjemmel til, at alle mink udenfor zonerne skal aflive deres mink, og den hjemmel gives samtidig med, at der gives hjemmel til nødvendig erstatning. Det skal der selvfølgelig gives, og det pågår der forhandlinger om, sagde Mogens Jensen og fortsatte:

- Jeg har det udgangspunkt, at de minkavlere, der er kommet i denne situation, skal have en ordentlig kompensation og erstatning. Det skal der også være lovhjemmel til, og det er sådan, at den kommer på plads samtidig med hjemmel til aflivning.

To spor

Mogens Jensen oplyste samtidig, at erstatningerne vil blive udformet i to spor, hvor minkavlere, der ønsker at lukke ned for avlen for bestandig, vil få fuld erstatning, formentlig efter reglerne for ekspropriering, mens avlere, der har mod på at starte igen efter 2021, kan gå i dvale og få en anden form for erstatning. Både fra regeringen og oppositionen lød det onsdag, at man forventede, at spørgsmålet om erstatning snart ville falde på plads. 

Mens den politiske del af affæren om de mange millioner døde mink fortsætter på Christiansborg, kunne vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi oplyse, at man forventede, at samtlige mink i Nordjylland ville være aflivet senest torsdag morgen. Onsdag manglede man blot at aflive mink på 4-5 farme i den nordlige del af Jylland. 

henning@effektivtlandbrug.dk

telefon 61 20 96 66

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også