Tidligere i oktober spillede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen samt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbjerg ud med en plan med 21 initiativer for blandt andet at øge beskæftigelsesudbuddet i Danmark. Et af forslagene gik på at åbne op for, at landbruget kunne få udenlandske praktikanter. 

Men oppositionen bestående af bl.a. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har skoset forslaget som løndumpning, og blandt andet derfor har regeringen nu droppet at få en aftale på de 21 initiativer. Initiativerne bliver nu fremsat som et lovforslag i Folketinget. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er skuffet over de kuldsejlede forhandlinger.

- Manglen på arbejdskraft er udbredt. Det er en trussel mod de gode tider, så vi skal handle nu. Vi skal gøre det lettere for virksomhederne at hente kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men vi skal også arbejde på at opkvalificere flere ledige, og det gør vi bl.a. med en flaskehalspakke, som vi lige nu forhandler. Det er uansvarligt, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at sikre opsvinget, så vi dermed kan bevare flest mulige job i Danmark. Flytter produktionen til udlandet, så rammer det jo ikke mindst ufaglærte, og vi bliver som samfund fattigere, så konsekvenserne er jo til at føle på, siger han.

Det er forslaget om, at lønmodtagere fra 12 udvalgte lande, blandt andet Indien, Kina og Mexico, skal kunne arbejde i Danmark til en løn, der er under den nuværende beløbsgrænse på godt 400.000 kroner om året, der adskiller parterne. 
 

Politik