Bæredygtigt Landbrug overvejer kraftigt at politianmelde Fødevarestyrelsen for smittespredning af Covid-19 på minkfarme. Fredag steg antallet af smittede minkfarme til 142.
142 minkfarme var fredag smittet med Covid-19, og dermed fortsatte den seneste tids stigning i antallet af smittede minkfarme. 17 af de smittede besætninger var aflivet, lød det fredag eftermiddag fra Fødevarestyrelsen.
Oveni i de 17 er en række ikke-smittede minkfarme, som ligger inden for 7,8 kilometer af de smittede farme, også blevet aflivet, oplyser styrelsen på Twitter.
Hos Bæredygtigt Landbrug har man længe været utilfreds med myndighedernes håndtering af sagen. I løbet af ugen har foreningen været med til at puste til ilden i teorien om, at Fødevarestyrelsens medarbejdere har været med til at bære smitten med rundt mellem farmene.
BL mistænker Fødevarestyrelsen for at sprede smitte mellem minkfarme
Og nu går foreningen endnu længere. Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, fortæller, at man nu ligefrem har tænkt sig at politianmelde Fødevarestyrelsen for smittespredningen.
Føler sig sikre
- Vi er ved at undersøge muligheden for at politianmelde Fødevarestyrelsen på vegne af nogle af vores medlemmer. De føler sig nemlig sikre på, at det er myndighederne, som har udsat minkene for smitte. Eksempelvis ved at kontrollere hegn, siger Flemming Fuglede.
Men hvad håber I at få ud af at politianmelde dem?
- Vi vil politianmelde dem for at sende smittede folk ud, som skal kontrollere farmene. Personligt tror jeg, men jeg kan selvfølgelig ikke bevise noget, at det er styrelsens folk, der har smittet minkene rundt omkring. Jeg tror ikke, at det er mågerne. Ingen ved dog noget om det, og vi kan jo ikke finde ud af det, siger Flemming Fuglede.
Burde vente
Han fortæller, at Fødevarestyrelsen jo også har bekræftet, at de har haft smittede medarbejdere.
- Jeg ved dog ikke, om de har været smittet, mens de har været på arbejde. Det kan vi ikke få svar på.
- Så vi er simpelthen nødt til at have styr på det her. Få det undersøgt og finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger han.
Fra BL-formanden lyder det, at det i øvrigt er kritisabelt, at myndighederne ikke kunne vente nogle få uger, da pelsningen jo alligevel står lige for døren.
- Man siger, at når de smittede mink er slået ihjel, så går der kun fire dage, så er smitten ude, siger han.
Afviste risiko
Fødevarestyrelsen afviste i sidste uge over for Effektivt Landbrug, at styrelsen er med til at bære smitten med rundt på minkfarme.
- Vi bruger de værnemidler, der skal til for at beskytte os selv og for at beskytte minkene i forhold til smitte. Det er værnemidlerne, der skal sikre, at vi ikke får smitte ind. For det er rigtigt – man kan godt være smittet uden at vide det, konstaterede veterinærchef Flemming Kure Marker.
Han fortalte, at styrelsen bruger de værnemidler, som SSI (Statens Serum Institut, red.) og andre siger, er dem, der skal bruges i de forskellige situationer.
Desuden anbefaler styrelsen, at medarbejderne bliver testet en gang om ugen.
Deler ikke mistanke
Hos minkavlernes egen organisation, Danske Minkavlere, deler formand Tage Pedersen heller ikke Bæredygtigt Landbrugs bekymring.
- Det må stå for deres (Bæredygtigt Landbrugs, red.) regning. Jeg ved ikke noget om, hvordan de (Fødevarestyrelsens medarbejdere, red.) bliver testet. Fødevarestyrelsen har sørget for, at vi har haft en god dyresundhed i Danmark i de sidste 50-100 år, og det bliver de nok ved med, sagde han tidligere i denne uge til Effektivt Landbrug.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35