Trods corona: Stadig muligt at få sin rådgivning

De fleste af konsulenterne i landbrugets rådgivningscentre arbejder hjemmefra i den kommende tid, men vil stadig være tilgængelige telefonisk, lyder det rundt om i landet.

Som i resten af samfundet tager man også i landbrugets rådgivningscentre sine forholdsregler i kampen for at forhindre smittespredning af coronavirus. De fleste medarbejdere arbejder hjemmefra, lyder den enslydende melding rundt om i landet.

Det gælder blandt andet hos Patriotisk Selskab.

Her fortæller direktør Nils Rasmussen, at det, at der kun er et meget begrænset antal medarbejdere på kontoret, for rådgivningskunderne ikke umiddelbart har den store betydning andet end, at mødet ansigt-til-ansigt bliver erstattet med telefon- eller Skype-opkald.

- Vi er forholdsvist digitale i forvejen, så jeg tror egentlig, at vi kommer til at køre, næsten som vi plejer i de kommende uger. Men altså uden de fysiske møder, siger han.

Han fortæller, at lige nu har alle en fælles opgave i at begrænse smitten, og scenariet med, at en medarbejder bliver smittet og sender alle andre i karantæne, vil være helt uoverskueligt.

- Vi står midt i sæsonen for EU-ansøgninger og selvangivelser, og jeg forventer, at arbejdet kommer til at foregå så normalt som muligt, siger Nils Rasmusen.

Som alle andre har Patriotisk Selskab aflyst sine arrangementer den kommende tid. Det lyder dog, at det er muligt, at man vælger at livestreame udvalgte arrangementer, så man kan deltage hjemmefra.

Bliver kontaktet

Samme melding lyder fra LandboSyd. Her lyder det, at hvis man har et planlagt møde i kalenderen med rådgivningen indenfor de næste to uger, vil man blive kontaktet af sin rådgiver/assistent for en afklaring af gennemførelse af mødet.

- Hvis det er et meget vigtigt møde, vil det eventuelt være muligt at holde mødet, men du skal ikke møde op hos LandboSyd, medmindre du har en specifik aftale med din rådgiver/assistent om det, lyder det fra direktør Sune Aagot Sckerl på foreningens hjemmeside.

Enslydende melding lyder fra Velas.

Fra Agri Nord lyder det, at man arbejder på højtryk for at overholde alle aftaler og deadlines.

- Har du nogle spørgsmål, så tag endelig kontakt til din konsulent eller undertegnede. Endnu ved vi ikke hvor længe, men vi tager bestik af situationen løbende, så vi kan servicere dig bedst muligt. Vi håber på forståelse for situationen, og at vi ved fælles hjælp kan minimere spredning af smitten, skriver Kim Koch, direktør i Argri Nord.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs også