Chef med 100 dage på posten
Kim Kuhlmann har i godt 100 dage haft posten som økonomichef i Østdansk Landboforening.
Tidligere på året blev der ansat en ny økonomichef i Østdansk Landboforening, og Kim Kuhlmann har for nylig passeret de første 100 dage i foreningen, der har base i Rønnede.
Vejen til rollen som økonomichef har ikke været snorlige for Kim Kuhlmann. Studenterhuen fik han i 1985 og begyndte efterfølgende at læse til ingeniør. Studiet passede dog ikke rigtig drengen fra Lyngby.
- Jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig, så jeg tog en tænkepause fra studierne. Tog min værnepligt ved Sjællandske Telegrafregiment og tænkte, hvordan kunne jeg kombinere biologi, jura og økonomi, for her lå min interesse, fortæller Kim Kuhlmann, som tilføjer:
- Svaret var agronomuddannelsen, som jeg tog med speciale i svineproduktion og med sidefag i økonomi og jura, og den ændring har jeg aldrig fortrudt.
Tid til nye udfordringer
Kim Kuhlmann blev færdig som agronom i 1997 og tiltrådte året efter som fuldmægtig i DLR Kredit, hvor han var i syv år. Efterfølgende blev han afdelingschef for landbrugsafdelingen i Alm. Brand Bank, mens han senest – siden 2015 – har været rådgiver i Sydbank.
Med udsigt til stillingen som økonomichef i Østdansk Landboforening, valgte han dog at søge nye udfordringer.
- Jeg har 23 års erfaring med finansiering og rådgivning af landmænd fra den finansielle verden. Jeg synes derfor, at det var på tide, at jeg prøvede nye udfordringer og meget gerne i rådgivningstjenesten. Jeg brænder for rådgivning, organisationsudvikling og personaleledelse, hvorfor stillingen som chefkonsulent var helt oplagt, forklarer Kim Kuhlmann.
Lyttende og observerende
Han er gift med Vibeke, som er sygeplejerske, og parret, der har fire børn, bor i Brøndby. Han er også en stor og trofast fan af den lokale klub, der for nylig sikrede sig det første Danmarksmesterskab i 16 år.
Det er dog ikke bare spillet, der kan bringe et smil frem, også de lederevner, der følger med jobbet som træner, er han inspireret af.
- Liverpools træner, Jürgen Klopp, er en inspirerende leder. Han løfter hele holdet samtidig med, at han ser styrkerne hos den enkelte. Min egen tanke er, at vi skal udvikle det højest mulige faglige niveau hos den enkelte medarbejder i Østdansk Landboforening, påpeger Kim Kuhlmann og uddyber:
- Når man har en meget forskelligartet gruppe i en afdeling, skal man være menneskekender. Lyttende og observerende.
Fokus på andre erhverv
Økonomichefen fra Brøndby påpeger endvidere, at en konstruktiv omgangstone er alfa og omega i alle virksomheder. I Østdansk Landboforening er der også et generationsskifte og en omstilling til en mere digital hverdag samt et fokus på andre erhverv, der vil fylde i den kommende tid.
- Vi er i gang med et digitalt spor, når det kommer til bogføring og regnskabsføring. Her er mit klare mål, at sørge for ikke at tabe medarbejdere i den proces. Vi skal også koncentrere os om andre erhverv udover landbruget, fastslår han og tilføjer:
- Hvis 30 procent af vores landbrugskunder statistisk set forsvinder over en 10-årig periode, er vi død og pine nødt til at have fokus mod nye græsgange.
- På selve mødet skal man tage ordet fra begyndelsen. Den styring er vigtig. Man skal fortælle om sine mål klart og tydeligt.
Kim Kuhlmann, økonomichef
Det gode bankmøde
Med sin fortid i bankverdenen kan Kim Kuhlmann naturligvis give gode råd til det gode bankmøde.
- Alle erhvervsdrivende skal kende sin økonomi og virksomhed rigtig godt, og have grundig indsigt i alle forhold. Det gælder især i forbindelse med et bankmøde, som kan deles op i tre dele. Forberedelse, selve mødet og efter mødet/afrunding.
Inden mødet skal man ifølge Kim Kuhlmann bede om en konkret dagsorden i god tid. Helst 14 dage før. Man bør så gå dagsordenen grundigt igennem og udarbejde en strategi, der også omhandler den grønne omstilling.
- På selve mødet skal man tage ordet fra begyndelsen. Den styring er vigtig. Man skal fortælle om sine mål klart og tydeligt. Begynd derefter en detaljeret samtale om, hvor man ser sig selv som fem år, lyder rådet fra Kim Kuhlmann.
- Man skal huske, at bankmanden er en sælger, og han eller hende vil gerne sælge produkter. Lav dog ikke bindende aftaler samme dag, men få tilbud med hjem.
Kim Kuhlmann påpeger i den sammenhæng, at man til sidst skal bede om et referat på skrift. Her skal der stå, hvad man har aftalt, dato for et nyt møde og hvor samarbejdsplanen bevæger sig hen.