Vestfyns Efterskole ved Tommerup gør meget for at gøre eleverne klar til en erhvervsuddannelse. Og rigtig mange kommer videre på en landbrugsskole.
Lige midt i landet og alligevel derude, hvor de fleste af os skal have gps’en sat til, ligger Vestfyns Efterskole. En lille efterskole med plads til 40 elever, hvor mere end 80 procent af eleverne efter opholdet fortsætter på en erhvervsuddannelse, hvilket for langt de fleste vil sige en landbrugsskole.
- Det er vi meget stolte af, lyder det fra Thomas Gentsch, der er viceforstander på efterskolen.
Danmarks mindste efterskole
Han understreger, at skolen er Danmarks mindste, hvilket de sætter en ære i.
- Det giver vores elever så meget, at vi ikke er flere, og at alle er med i alle opgaver. Vi forventer, at alle bidrager, og vi tror på, at alle har noget godt at byde ind med, og at det de har, bestemt er noget, vi alle kan nyde gavn og godt af.
- Her på skolen, er det derfor eleverne, der passer dyrene, det er eleverne, der er med, når vi bygger en ny tilbygning og det er eleverne, der laver mad. Derudover sørger de for, at skolen bliver varmet op i vintersæsonen, hvor eleverne passer fyret, fortæller Thomas Gentsch.
Ny minilæsser
Og det med varmen er ikke en enkelt tjans, da skolen fyrer med brænde. Derfor er det også nærmest en festdag, den dag LandbrugFyn besøger den lille skole nær Tommerup, da der netop om formiddagen er blevet leveret en spritny minilæsser, som skolen har sparet sammen til længe.
- Vi har ønsket os den her minilæsser de sidste ti år, og den har længe været nødvendig for at lette vores arbejde, siger lærer Pernille Lind, der med et smil konstaterer, at det ikke bliver et problem at finde nogen, der har lyst til at køre den.
Der er rift om maskinen, og langt de fleste er med på, at eftermiddagen skal bruges med fokus på brændekløvning og stabling.
Pernille Lind påpeger, at der er valgt en af de sikreste minilæssere på markedet, netop fordi sikkerheden skal prioriteres højt, når mange unge mennesker skal håndtere den.
Livsduelige elever
Ifølge Pernille Lind er det ofte unge med landbrugsbaggrund, der begynder på skolen.
- Derfor er vi heller ikke bange for at have et fag, vi kalder »Lort med lorteopgaver«, siger hun med et smil og forklarer, at det kan være alt fra at flytte møddingen, hvilket flere af eleverne netop har været i gang med, til at rive perlestenene på gårdspladsen, eller som senest, at flytte ornen, der har været udlånt til skolen, hjem igen.
- Vi gør meget ud af at skabe livsduelige elever. Derfor er der en halv time hver morgen, hvor de reder seng, lufter ud mm.
Fredag gøres rent på hele skolen, hvor hver enkelt elev har sit ansvarsområde.
Indimellem de boglige fag, er der praktiske opgaver hvor eleverne pudser vinduer, kløver brænde, graver kartofler op, vedligeholder udendørsarealer, reparerer hegn, passer dyr og kører maskiner.
- Det giver endnu flere kompetencer, når de skal videre herfra, siger Pernille Lind.
Spiser egne dyr
Ligesom rengøringsopgaverne deles, indgår alle elever også i en turnus på seks uger, hvor de både når på køkkenholdet og står for madlavningen og har ansvar for at passe skolens dyr.
Indtil for nyligt har der været 30 får, fem køer, fem heste, 20 høns og fire grise på skolen. Køerne er netop blevet slagtet, og på dagen, hvor LandbrugFyn besøger skolen, serveres der chili con carne af egne køer.
- Det er vigtigt for os også at give eleverne den oplevelse med. De skal vide, hvor maden kommer fra, siger Pernille Lind.
Fakta
Vestfyns Efterskole har pt. 40 elever. 17 piger og 23 drenge. De 9 går i 8. klasse, 14 i 9. klasse og 17 i 10. klasse.