Landmandsdatter vil være økonomirådgiver

240 er blevet optaget på jordbrugsteknologuddannelsen i Odense, Slagelse og Aarhus. Syv ud af ti læser i Aarhus.

20-årige Anne-Marie Broksø Iversen er flyttet fra Christiansfeld til Aarhus for at uddanne sig til økonomirådgiver i landbruget. - Det er det, jeg vil, siger Anne-Marie, der er landmandsdatter, student og har arbejdet som receptionist i LandboSyd i Aabenraa. Foto: Privat Landets største uddannelsessted for jordbrugsteknologer, Erhvervsakademi Aarhus, har haft uafbrudt fremgang i antal ansøgere de sidste fem år. Tidligere på måneden mødte 166 nye jordbrugsteknologstuderende ind til deres første studiedag. Foto: Erhvervsakademi Aarhus

20-årige Anne-Marie Broksø Iversen har haft sin første studiedag på Erhvervsakademi Aarhus, Danmarks største uddannelsessted for jordbrugsteknologer.

- Det er det, jeg vil, siger Anne-Marie om sit nye studie: Jordbrugsteknolog med speciale i jordbrugsøkonomi og ledelse.

Et speciale, der kun udbydes i Aarhus, og som på to år gør Anne-Marie klar til et job som økonomirådgiver i landbruget.

Anne-Marie er landmandsdatter og opvokset på en plante- og svinebedrift mellem Christiansfeld og Kolding. Efter gymnasiet havde Anne-Marie taget en guideuddannelse og glædede sig til et par sabbatår som rejseleder under sydens sol. Derefter var målet at tage en erhvervsøkonomisk HA-uddannelse på universitetet. Men så lukkede corona-pandemien grænserne og tvang Anne-Marie til at ændre planer.

Receptionist i landbrugsrådgivning

I stedet for at rejse ud søgte Anne-Marie job som receptionist hos den lokale rådgivningsvirksomhed LandboSyd i Aabenraa. Her blev Anne-Marie så glad for at arbejde, at hun besluttede sig for at søge ind på jordbrugsteknologuddannelsen for at blive økonomirådgiver i landbruget.

- Denne uddannelse er den direkte vej til det, jeg vil. Jeg kan rigtig godt lide landbruget og blev under mit job hos LandboSyd bekræftet i, at jeg befinder mig godt sammen med denne faggruppe, forklarer Anne-Marie.

Mange faglærte landmænd i klassen

På uddannelsen kommer en del ligesom Anne-Marie fra gymnasiet, men mange har også en EUD-baggrund eller er faglærte landmænd. Det giver et godt studiemiljø, mener Anne-Marie, der også glad for selve undervisningen.

- Vi er på fornavn med underviserne, de kender os, og vi er samlet i klasser på mindre hold, hvilket giver et godt sammenhold. Vi er tæt på praksis og løser opgaver og skriver projekter med udgangspunkt i virkelige udfordringer og cases, fortæller Anne-Marie, der dog godt kunne tænke sig, at der var flere piger i hendes klasse.

Uddannelseschef: Godt for branchen

På Erhvervsakademi Aarhus oplever man en stigende søgning til jordbrugsteknologuddannelsen samtidig med, at antallet af studiepladser er det samme.

I år er der 166 studiepladser til 212 ansøgere.

- Det er godt for branchen, at der er så stor søgning. Der er brug for unge mennesker med videregående uddannelse i dansk landbrug. Der er generationsskifte både i landbrugsrådgivningen og i primærerhvervet, og vi oplever stor efterspørgsel på dimittender fra jordbrugsteknologuddannelsen, siger uddannelseschef Lars Villemoes fra Erhvervsakademi Aarhus og fortsætter:

- Derfor er det glædeligt, at de unge mennesker har øje for de gode karrieremuligheder, som uddannelsen skaber, samt at vi år efter år fastholder et højt optagelsesniveau indenfor alle landbrugsspecialerne.

Fakta:

Jordbrugsteknologuddannelsen er en to-årig videregående uddannelse, hvor man kan gå direkte ud i job eller læse videre i halvandet år og blive professionsbachelor i jordbrug. Jordbrugsteknologuddannelsen er en attraktiv vej for faglærte landmænd, der for eksempel ønsker at blive rådgivere, undervisere eller driftsledere. Læs mere på eaaa.dk/jordbrug.

Så mange søger ind og optages på jordbrugsteknologuddannelsen på landsplan i 2021:

Erhvervsakademi Aarhus: 212 ansøgere og 166 optagne.

UCL, Odense: 59 ansøgere og 29 optagne.

Zealand, Erhvervsakademi Sjælland, Slagelse: 69 ansøgere og 45 optagne.

Samlet set optages der 240.

Læs også