Det er med tanken om at få flere unge til at interessere sig for fødevareproduktion, at Asmildkloster Landbrugsskole sidste år gik i tænkeboks, fordi de gerne ville kunne tilbyde noget andet og mere end deres succesrige Sommer Camp, som i fem år har tiltrukket drenge og piger mellem 11 og 15 år til en uge i sommerferien, fyldt med landbrug og oplevelser.

Derfor har en gruppe unge hen over efteråret gået til landmand.

- Mange unge har faktisk en stor interesse i dyr og en del drenge stor interesse for teknik og maskiner. Landbruget skal vises frem, det er vigtigt. Det er her, vi producerer fødevarerne, som hele verdens befolkning lever af. Landbruget i fremtiden kommer helt sikkert til at se anderledes ud. Vi skal have gjort flere unge interesserede i fødevareproduktion. Det prøver vi med dette tiltag, fortæller Birgitte Hedemann Andersen, som er forstanderinde på skolen.

De skal opleve landbruget

Tiltaget hedder »Spirene«, og i spidsen står Stine Høgh og Gorm Villadsen, som har haft rollerne som instruktører. Stine er underviser på Asmildkloster Landbrugsskole, og Gorm arbejder som økonomikonsulent ved Fjordland i Skive – begge er uddannet EUX-landmænd på Asmildkloster Landbrugsskole i 2016.

Spirerne består af 16 unge mennesker, som går i 7. eller 8. klasse – 13 drenge og tre piger.

- De skal ikke gå i skole, de skal opleve landbruget på tætteste vis, siger instruktørerne.

Dyr, maskiner og teknik

De unge har sammen besøgt forskellige landbrug og landbrugsrelaterede virksomheder. Første aften gik turen blandt andet til Dueholm Ismejeri ved Vridsted.

-  Vi ruller af sted i de to små Asmildkloster-busser, vi besøger forskellige landbrug og maskinstationer. Spirerne har blandt andet været på Bjerget og fået indsigt i grise, de har været på Hjerrildsminde, hvor der var fokus på maskiner og teknik, et besøg hos landmand Lars Kristensen med fokus på køer og kalve, en aften hos Sørensen & Lynggaard, hvor der blev makket på forskellige stationer og snakket teknik, fortæller Stine og Gorm.

Der har også været tid til at hygge sig på anden vis. De unge har blandt andet været til Laser Magic.

Samvær på landet

I starten af november havde de unge en fælles overnatning på skolen, hvor de lørdag morgen vågnede op til en formiddagstur med fokus på majs og græskar med et besøg ved Esben Tøttrup, Vindum.

- Det handlede om majs og græskar, og til stort held måtte vi gå en tur i maskinhallen, lyder det.

Der blev gået en tur i majslabyrinten og hygget indenfor med kage og sodavand.

Fællesskab og interesse

Ikke alene tovholderne Stine Høgh og Gorm Villadsen nyder at se de unges fællesskab, trods ikke ret mange kendte hinanden, da de mødtes første gang i september. Men det er i høj grad også fællesskabet, som de unge selv bemærker.

- Der er ingen, der sidder alene. Det er det, der er så fedt ved at komme her. Alle snakker sammen, og vi har en fælles interesse for landbrug, lyder det fra de tre piger på holdet; Laura 13 år fra Onsild, Freja 14 år fra Hobro og Kristine 14 år fra Løgstrup.

Pigerne har også andre interesser blandt andet ridning, gymnastik og motor cross. De har også ønsket en wellnessaften sammen med Stine, mens drengene kører med Gorm til en maskinstation.

Der er kun et par mødegange tilbage, og Spirernes højeste ønske er, at de kan fortsætte med at mødes på Asmildkloster.

- Det finder vi en løsning på, siger Stine og Gorm.

Fra greb til gaffel

Til marts starter et nyt Spire-hold op, mens der allerede til januar er endnu et tiltag klar fra Asmildkloster Landbrugsskole.

- Her kan de unge få indsigt i begrebet »Fra greb til gaffel«. Vi følger hele værdikæden fra marken og stalden til forbrugeren. Der vil være besøg på landbrug, i nicheproduktioner, slagteri og mejeri, og der planlægges aftener hvor madpiloterne skal i skolens eget Madværksted og skabe gode måltider med danskproducerede varer, siger Birgitte Hedemann Andersen.       

- Mange unge har faktisk en stor interesse i dyr og en del drenge stor interesse for teknik og maskiner. Landbruget skal vises frem, det er vigtigt. Det er her, vi producerer fødevarerne, som hele verdens befolkning lever af. Landbruget i fremtiden kommer helt sikkert til at se anderledes ud. Vi skal have gjort flere unge interesserede i fødevareproduktion. Det prøver vi med dette tiltag.

Birgitte Hedemann Andersen, forstanderinde på Asmildkloster Landbrugsskole