ROEDYRKER I de senere år har Vagn Larsen, Studsholtgård ved Bandholm på Lolland, reduceret arealet med roer kraftigt, men han kan ikke slippe roerne helt.

- Jeg har haft roer i 55 år, men målet er som minimum 60 år. 60 er et pænt tal, og selv om jeg er fyldt 75 år, tror jeg, at målet er inden for rækkevidde. Min mor er fyldt 95 og er stadig rimelig ok, lyder det fra Vagn Larsen

Han var blot 20 år, da han dyrkede roer første gang, og i landbrugskredse er han gennem årene blevet kendt som ivrig kritikker og aktiv debattør, der ofte kommenterer på beretninger og regnskaber.

Vagn Larsens første ejendom lå ved Holme-Olstrup ved Næstved og var på 18 hektar og med to hektar roer. Roerne blev leveret til Mern Saftstation, hvorfra den udvundne saft blev pumpet til Stege på Møn.

Der lå simpelt hen en rørledning, der også førte roesaften over Dronning Alexandrines Bro, der forbinder Sjælland og Møn.

Kvæggård på Lolland

Efter fem år i Holme-Olstrup flyttede Vagn Larsen med familien til Abed nær Søllested på Lolland, hvor de etablerede en kvæggård på en bar mark.

- Dengang var ejendommene billige, og det samme var foderet. Samtidig lå sukkerfabrikken i Nakskov dejligt tæt på, forklarer Vagn Larsen, der oplyser, at ejendommen i Abed var på 40 hektar, deraf 15 hektar roer.

- Roerne var på kontrakt, og en roekontrakt var dengang et stort aktiv. Også når man forpagtede jord, var det af største vigtighed, at roekontrakten fulgte med, pointerer han.

Rente på 22 procent

Desværre voksede træerne ikke ind i himlen. Renten var – da byggeriet af stalden blev påbegyndt i 1970 – på syv procent. Højt i forhold til dagens renteniveau.

Otte år senere var ejendommen kommet op på 250 køer og var Lollands største kvægejendom, der havde salg af mælk til et københavnsk mejeri til 50 øre mere pr. liter end gennemsnittet.

- Dengang var renten astronomisk høj. Efter Danmarks indtræden i EF (nu EU, red.) steg renten i Danmark til 22 procent under den socialdemokratisk-ledede regering med Anker Jørgensen i spidsen. Samtidig blev merprisen på de 50 øre udlignet, da der blev leveret mælk til Mejeriselskabet Danmark, fortæller Vagn Larsen og fortsætter:

- Dermed forsvandt der cirka 4.000 kroner pr. ko samtidig med, at renten var tredoblet. Den høje rente tog livet af mange, da de fleste af os bønder var naive og troede, at alting voksede ind i himlen, og det havde vi investeret efter.

- Hvad der også steg, var almindelige danskeres løn, og daværende formand for LO, Thomas Nielsen, proklamerede, da han gik af i 1982, at vi har sejret ad helvede til. Og han havde ret. Desværre var det på bøndernes bekostning, lyder det fra Vagn Larsen, der som så mange andre gik konkurs i 1982.

Økonomisk belastning

Siden 1989 har Birthe og Vagn Larsen boet på Studsholtgård, hvor der altså stadig er roer på markplanen, selv om Vagn Larsen påpeger, at det gennem årene er gået ned ad bakke for roerne.

- Roer var et stort aktiv, da jeg begyndte. Sådan er det ikke i dag, hvor roerne nærmest er en økonomisk belastning, konstaterer Vagn Larsen og tilføjer:

- Selv om jeg selv har kontrakt på levering, også de kommende år, tænker jeg alligevel, at det er ufatteligt, at vi danske landmænd ikke er blevet klogere og fortsat driver landbrug efter alt det, vi har været gennem de seneste mange år.

Dog glæder han sig over løftet i dyrkningsmetoder og forædlingsarbejde om end han tvivler på, at målet om at nå 20 tons sukker pr. hektar i 2020, som rådgivningsvirksomhederne gennem flere år har lagt op til, er et realistisk mål.

Sukkerpriser og afregning

- Vi gik fra gennemsnitsudbytter på otte-ni tons sukker til 15 tons på blot tre år omkring årtusindskiftet, hvor vi fik bedre roesorter, tog direkte placering af gødning og svampesprøjtning i anvendelse og fik direkte levering.

- Udbytterne er steget, men det er omkostningerne også, påpeger Vagn Larsen og oplyser, at han i dag har et DB 2 på cirka 7.000 kroner pr. hektar, mens det var hele 28.000 kroner i 2003. I den forbindelse peger han på det paradoksale i sukkerpriserne.

- I gamle dage kostede to kilo sukker 24 kroner, mens sukker i dag koster cirka det halve. Det er fuldstændig tosset i en tid, hvor lønningerne generelt er steget 50-100 procent i forhold til dengang.

- Samtidig er det paradoksalt, at de chauffører, som kører roer i kampagnen, tjener det meste af en årsløn, mens dyrkerne ikke får en god betaling. Vi burde som i gamle dage selv køre vores roer og dermed også tjene lidt på kørslen, påpeger Vagn Larsen.

Katastrofe og miljøsvineri

Spørger man Vagn Larsen, hvad han ville gøre, hvis han var direktør eller bestyrelsesformand i Nordic Sugar, lyder svaret:

- Jeg ville lukke de danske fabrikker. Det er helt til grin, at man henter roer 100 kilometer væk i disse miljøtider, fordi de der bor tæt på fabrikkerne, er holdt op med at dyrke roer.

Vagn Larsen har – naturligvis – også en mening om de økologiske roer.

- Økoroer er den største katastrofe og miljøsvineri. Mig bekendt dyrkes en ikke uvæsentlig del af de 450 hektar økoroer i Jylland og i Sverige, og køres så til fabrikken i Nykøbing Falster.

- Ifølge mine oplysninger køres råsukkeret derpå til Sverige, hvor det forarbejdes til hvidt sukker, inden det returnerer til Nykøbing Falster, hvor det pakkes.

- Goddag mand økseskaft. Den økologiske produktion er en katastrofe uden sidestykke, og jeg overvejer at melde mig ind i Danmarks Naturfredningsforening, der forhåbentlig vil gøre noget ved denne galskab.

 

- Det er fuldstændig tosset i en tid, hvor lønningerne generelt er steget 50-100 procent i forhold til dengang.
Vagn Larsen

Planter