Erik Larsen: - Ærgerligt at vi ikke kunne have snuppet et år mere med gode priser

Usikkerheden på priserne regerer stadig, men formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion, Erik Larsen, kunne glæde sig over mange ting i løbet af beretningen.

- Vi har også været lidt heldige, lød det lyst fra formand Erik Larsen, da han talte om det tumultariske år for både svineproducenter og resten af samfundet.

For selvom noteringen har taget et gevaldigt dyk nedad, og der er mange usikkerheder, så er det heldigt, at Tysklands ASF og coronaen ramte ned nu efter et år, hvor mange kunne polstre økonomien.

- Prøv at forestille jer, hvis dette var sket i forbindelse med tørken for to år siden, hvor noteringen var 8,30 kroner pr. kg. Så havde det hele nok set mere sort ud, konstaterede Erik Larsen.

Forventningens glæde

Erik Larsen viste en graf for at illustrere, hvor slemt coronaen ramte. Her kunne man tydeligt se, at indledningen på året medførte en uhørt god forventning, som viste sig at blive markant anderledes, da marts måned ramte.

- Dengang var der ingen, der havde forestillet sig, at vi skulle se prisen på en 30 kilos-gris blive halveret på bare tre måneder. Det er noget, der kan mærkes derude, sagde Erik Larsen.

- De store effektive produktioner tjener stadig penge. Og som jeg har sagt så mange gange før, så hjælper det at polstre sig i gode tider. For vi ved aldrig, hvad der kan ske, og hvornår vi næste gang bliver ramt udefra. Se bare, hvad et par syge vildsvin i Tyskland har betydet. Jeg kan kun glæde mig over, at Danish Crown i den forbindelse har haft gang i firhjulstrækkeren.

- Men det var da ærgerligt, at vi ikke lige fik et år mere med de gode priser, sådan som vi havde regnet med, lød det fra Erik Larsen.

Vær ansvarlig

- Det er vigtigt, at vi lytter til danskerne. Vi skal ikke være ligesom Tyskland, hvor der tilsyneladende ikke er en god dialog mellem branchen og politikere, lød det fra Erik Larsen, som fortalte, at de danske resultater og dialogen har været med til at forhindre meget stramme lovkrav de seneste år.

- Dialog giver ro, lød det lakonisk i den forbindelse fra Erik Larsen, som fortalte, at han glædede sig over, at svinebranchen har adgang til det politiske system i Danmark.

Erik Larsen kom også ind på det faktum, at alle målene, der blev opstillet i 2014 overfor daværende fødevareminister Dan Jørgensen ikke blev nået.

- Vi må bare erkende, at alle målene desværre ikke blev opnået, især i forhold til pattegriseoverlevelsen. I dag vil jeg påpege, at det måske også var urealistisk, men vi har flyttet os meget, så vi har haft politisk ro lige siden.

En del af løsningen

Svinebranchen skal være en del af løsningen i forhold til både klima og til bæredygtighed, lød det igen fra formanden.

Her kom han ind på initiativet om at sikre, at al den soja, der købes til foder senest i 2025, er tredjepartscertificeret.

- Men vi kan ikke stå alene. Derfor lyder opfordringen, at man går videre med det her og finder en løsning på EU-plan og internationalt, for lokal græsproduktion engang i fremtiden vil ikke være nok, mener Erik Larsen.

- Vi arbejder kreativt på at finde alternative proteinkilder. For eksempel i form af græsprotein. Det arbejder vi på løbende, men jeg tvivler på, at dansk protein vil kunne erstatte soja 100 procent, også på den lange bane, sagde formanden.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 55

Læs også