Efter ulovlig aktion - Landmænd tages som gidsler af en organisation, der føler sig hævet over loven

Greenpeaces opførsel hører ikke hjemme i en retsstat, lyder det fra L&F. Danske Svineproducenter mener, at politiet må tage sig af aktivisterne.

Greenpeace’ aktion på familien Kjær Knudsens ejendom er en helt uacceptabel opførsel, mener Landbrug & Fødevarer.

- At en større gruppe aktivister trænger ulovligt ind hos en familieejet virksomhed for at få opmærksomhed er langt over grænsen for, hvad vi skal og vil finde os i.

Landmænd, der ønsker at passe deres arbejde, bliver taget som gidsler af en organisation, der føler sig hævet over loven, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.

L&F opfordrer danske landmænd til at ringe på Landbrug & Fødevarers pressetelefon på tlf. 33 39 45 20, hvis man har brug for sparring eller at tage kontakt til politiet, hvis man oplever noget lignende.

Agerer nyttige idioter

L&F og Erik Larsen er imidlertid ikke kun kritiske over for Greenpeace. Medierne lever heller ikke op til deres ansvar, pointerer svineformanden.

- Én ting er, at Greenpeace opfører sig så ekstremt, som de gør. Noget helt andet er, at flere medier agerer nyttige idioter og gerne medvirker til at hænge familien ud med navns nævnelse og billeder, som Greenpeace har taget under den ulovlige indtrængen.

- Det er da pinagtigt, at nogle medier gerne hjælper med at hænge mennesker ud for at passe deres arbejde og dermed giver aktivisterne den uberettigede opmærksomhed, de efterspørger så ihærdigt, tordner Erik Larsen.

Landbrug & Fødevarer har løbende dialog med de involverede landmænd, ligesom der er dialog med politiet. Sagen er anmeldt.

Erik Larsen fortæller, at Landbrug & Fødevarer også har klaget til TV 2’s øverste ledelse:

- I de her dage er vi jo vidner til et pinagtigt journalistisk niveau, hvor man blindt viderebringer udokumenterede påstande. TV 2 har ikke hørt det sidste fra os, forsikrer Erik Larsen. 

Lad politiet tage sig af aktivister

Fra Danske Svineproducenter lyder det, at Greenpeace-aktivisterness ulovligt indtrængen på privat grund på en af ejendommene i familievirksomheden Kjær Knudsen på Midtsjælland er fuldstændig uacceptabel.

- Og det skal man som svineproducent naturligvis ikke finde sig i, siger formand Kim Heiselberg.

Producentforeningens direktør Per Bardrum slår samtidig fast, at hvis andre svineproducenter bliver udsat for noget lignende, så er hans bedste råd, at man straks ringer til politiet, og så må de tage affære.

- Jeg råder til, at man holder sig langt væk fra demonstrationen og bare lader politiet klare deres arbejde, siger Per Bardrum.

Forarget næstformand

Næstformand i Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, er forarget over Greenpeace-aktivisternes metoder.

- Det ligner ikke noget. Vi skal ikke finde os i sådan en behandling. Vi passer bare vores arbejde, og det er så åbenbart takken. Det kan naturligvis ikke være meningen.

Producentforeningen opfordrer alle til at kontakte foreningen, hvis man oplever aktivisme eller har mistanke herom.

 

Læs også