PCV2-virus er kendt for de fleste som noget, der kan forårsage utrivelighed, luftvejslidelser samt reproduktionsproblemer hos søer, og mange svineproducenter vaccinerer imod det.

PCV2 tilhører Circoviridae-famlien, og i de seneste år er der fra flere dele af verden inklusiv Danmark rapporteret om endnu en svinevirus, som også tilhører Circoviridae. En virus, som har fået betegnelsen PCV3. Selvom de tilhører samme familie, har de to virus ifølge et notat fra DTU fra 2017 ellers kun omkring 50 procent af deres arvemasse til fælles.

Såvel notatet fra DTU samt i en erfaringsindsamling på Svineproduktion.dk fra 2018 fremgår det, at PCV3 findes i Danmark, men ifølge Svineproduktion.dk er der ikke dokumentation for, at virussen forårsager sygdom i grise under danske forhold.

Nu er der imidlertid amerikanske forskere, der mener, at PCV3 i stil med PCV2 kan have betydning for luftvejslidelser, reproduktion og andre sygdomstegn hos grise. Ikke mindst vurderer de, at der er en øget risiko for reproduktionsproblemer i form af kastninger i den sene drægtighed. Især når PCV2 og PCV3 er til stede i besætningen på én gang – også selvom der er vaccineret imod PCV2.

Findes i de aborterede grise

Som et eksempel næver de en svinebesætning, hvor man observerede sene aborter hos 11 søer. Kun fire af søerne testede positive for PCV2 i deres blod, mens ni testede positive for PCV3.

- Der findes ingen metoder til behandling af smittede dyr. Smittevejene er ukendte, men virus er meget stabilt i miljøet

DTU-notat fra 2017

- Interessant nok viste det sig, at når man testede væv fra de aborterede pattegrise, så var samtlige prøver positive for begge vira, og niveauerne af PCV3 var i gennemsnit en smule højere, skriver Luis Giménez-Lirola og Jesús Hernández fra Iowa State University i mediet National Hog Farmer.

Giménez-Lirola og Hernández er en del af et forskerteam, der har set på betydningen af PCV3 i forhold til sene aborter hos søer, og de har skrevet om undersøgelsen i tidsskriftet Pathogens.

Vaccination imod PCV2 beskytter ikke imod PCV3, og der kan ikke vaccineres imod PCV3.

Vaccination imod PCV2 beskytter ikke imod PCV3, og der kan ikke vaccineres imod PCV3.

Vaccine virker ikke imod PDV3

- Dette fortæller os, at selvom søer måske ikke altid viser tydelige tegn på en aktiv infektion, kan deres fostre rumme høje niveauer af virus, især PCV3, påpeger forskerne i mediet National Hog Farmer.

De påpeger videre, at selvom PCV2-vaccination er et vigtigt værktøj til at kontrollere de reproduktionsproblemer, der skyldes PCV2, så beskytter en PCV2-vaccine ikke imod en infektion med PCV3.

Derfor vurderer de, at PCV3 tilføjer en ekstra belastning, som »får bægeret til at flyde over« og dermed forårsage aborter trods vaccination mod PCV2.

Tidligere undersøgelser har vist, at tilstedeværelsen af PCV3 endda kan påvirke, hvor godt grise reagerer på PCV2-vacciner.

Dobbelt belastet

- Selvom vi i tilfælde, hvor der kan påvises både PCV2 og PCV3, ikke kan sige med sikkerhed, hvilken virus der er hovedårsagen til aborterne, så støtter det en antagelse om, at risikoen for aborter øges, når begge vira er til stede på én gang, lyder det fra Giménez-Lirola og Hernández.

Nu ser de frem til yderligere undersøgelser for at kunne fastslå, hvordan PCV3 og PCV2 kan have indflydelse på hinanden, og hvordan begge vira påvirker drægtigheden.

- Men indtil videre tyder observationer fra praksis på, at PCV3 kan spille en aktiv rolle i reproduktionssygdomme, især når PCV2 i forvejen er til stede.

Der mangler viden

Overfor svineproducenterne ønsker forskerne derfor at understrege den potentielle betydning for reproduktionen, som det kan have, når PCV2 og PCV3 er til stede i besætningen på én gang – også selvom man har vaccineret imod PCV2.

I DTU’s notat fra 2017 blev det i overensstemmelse med de amerikanske forskere vurderet, at PCV2-vacciner formodentlig slet ikke beskytter imod PCV3.

- Der findes ingen metoder til behandling af smittede dyr. Smittevejene er ukendte, men virus er meget stabilt i miljøet, skrev forfatterne Lars Erik Larsen og Charlotte Sonne Kristensen i DTU-notatet.

De vurderer, at forekomsten af PCV3 i Danmark er på samme niveau som i andre lande. Ifølge notatet Erfaring nr. 1809 fra 2018 lyder prævalensen på 20-100 procent.

Det vides ikke, om der er lavet danske undersøgelser af PCV3 og dens betydning siden 2018.

Svin