Udfasning af zink: Er enzymtræning af smågrise en myte?

Hvordan pattegrisen bedst kan forberedes på livet i klimastalden, er et emne på årets Zerozincsummit. Seges Innovation har i samarbejde med Københavns Universitet arbejdet med enzymtræning af pattegrisen.

Det siges, at pattegrisen skal æde foder i farestalden og helst i store mængder. Den primære grund er, at den skal kunne optage og fordøje det fremtidige foder i klimastalden. Det skal grisen helst gøre så hurtigt som muligt efter fravænning og helst i så store mængder, at grisens tilvækst ikke kompromitteres.

Sådan lyder det i en meddelelse fra Seges Innovation, hvor emnet uddybes nærmere.

Den store forskel mellem somælk og fravænningsfoder er den store andel af protein og kulhydrater, der stammer fra de vegetabilske fodermidler.

- Disse næringsstofkomponenter er ikke i samme grad fordøjelige som dem, der findes i somælk, og da ufordøjede komponenter kan fungere som næringskilde til patogene bakterier, opstår en øget risiko for fravænningsdiarré, siger Johannes Gulmann Madsen, adjunkt ved Københavns Universitet.

Tarmen kan trænes

I dette henseende er det et bærende argument, at pattegrisens tarm skal trænes til at fordøje fravænningsfoderet. Det foregår ved, at foderet påvirker aktiviteten af fordøjelsesenzymer i tarmen, kaldet enzymtræning.

- Den mest gængse teori er, at det er mængden af indtaget tørstof fra vegetabilsk baseret foder, der får grisen til at igangsætte aktiviteten af disse fordøjelsesenzymer. Flere studier viser, at hvis pattegrisens foderindtag styres, så kan enzymaktiviteten ændres, fortæller Charlotte Amdi Williams, lektor, Københavns Universitet.

Disse studier er ofte foretaget på pattegrise, der udelukkende har levet på mælkeerstatning med forskelligt indhold af fodermidler baseret på mælk og vegetabilsk fedt. Et studie foretaget af Seges Innovation sammen med Charlotte Amdi Williams på Københavns Universitet viser, at hvis mælkeerstatningen indeholder 40 procent hvede i forhold til en mælkeerstatning udelukkende med mælkeprodukter, havde grisene en anden enzymaktivitet i tarmen på dag 24 efter fødsel.

Pattegrise æder små mængder af foder

Ældre forsøg med tørfoder viser, at grise maksimalt optager 500 g pr. gris pr. diegivningsperiode ved fire ugers fravænningsalder. Under nuværende omstændigheder, hvor soen er presset med hensyn til at ernære egne grise tilstrækkeligt, har nye fodringsystemer vundet indpas i de farestier, herunder mælke- og mini-vådfodringsanlæg.

Disse anlæg gør det muligt at tildele foderet automatiske eller hyppigt manuelt og kan give 600-700 g pr. gris i løbet af hele diegivningsperioden. Teoretiske beregninger viser, at det svarer til 10 procent af pattegrisens optag af tørstof.

- Desværre er det sådan, at de kære grise ikke æder meget af det foder, de får tilbudt i farestien. De automatiske anlæg øger optaget, men det er stadig en lav andel i forhold til de mængder af somælk, der optages, lyder det fra Marie Louise Madelung Pedersen, Seges Innovation.

Samtidig varierer optaget imellem grisene i kuldet.

- Videoovervågning viser, at nogle grise besøger mælkekoppen eller fodertruget mange gange pr. dag – andre grise meget få gange, fortsætter Marie Louise Madelung Pedersen.

Forsøg med enzymtræning

Københavns Universitet og Seges Innovation har deltaget i tre forsøg, hvor der er kigget på aktiviteten af enzymer, som er med til at fordøje kulhydrater.

- I et forsøg fandt vi, at tildeling af tør- kontra vådfoder gav en større enzymaktivitet ved fravænning. Dette resultat stemte dog ikke overens med teorien omkring tørstofmængde, da størst mængde krybbefoder var forsvundet fra den gruppe, der blev tildelt vådfoder, siger Johannes Gulmann Madsen, adjunkt, Københavns Universitet.

I et andet og større forsøg fandt man ikke den store effekt af alder og fodertype på enzymtræning, udover en tendens til faldende laktase-aktivitet i de grise, der blev fravænnet ved fem uger. Dette fald i aktivitet var dog forventet, da grisene med alderen bliver mindre og mindre afhængige af somælken, som netop indeholder store mængder laktose som primær kulhydratkilde.

- Det samlede svar er nok, at enzymtræning kan være muligt under visse omstændigheder, men for at kunne belyse det mere klart, er vi nødt til at kunne måle foderindtag mere præcist hos pattegrisene i farestien, og det vil kræve noget særligt udstyr, lyder det fra Johannes Gulmann Madsen.

Grisene skal lære at æde

Det er derfor usikkert, om alle pattegrise kan enzymtrænes. Supplerende mælk og foder i farestalden kan stadig have en positiv effekt på grisene.

- Prøv at forestille dig at gå fra at drikke udelukkende somælk 18 gang i døgnet, når din »mor« eller dine søskende har kaldt på dig. Pludselig skal grisen forbinde en tørfoderautomat med fødeindtag. Gudskelov er grise nogle meget intelligente og nysgerrige dyr. Så de lærer det jo, men ikke i den fart vi ønsker, med mindre vi gør en indsats i farestalden, afslutter Marie Louise Madelung Pedersen, Seges Innovation.

Læs også